Rejser mig og klapper ad Simon fra 9. Z

Simon, skynd dig at blive 18 og stil op som kandidat til et eller andet. Uanset hvad, får du min stemme.

Alle andre kan læse grunden her.

Mindre pressefrihed, tak!

UPDATE: PIGEN FUNDET!!

Den historie, der omtales nederst i dette indlæg har heldigvis fundet en lykkelig udgang. Nyhedsavisen antibrasilianske kampagne har slået fejl!

Læse mere her. 

V.

_____________________

På det sidste har der været en del virak om ‘Den hemmelige krig’ – en slags sofistikeret quizprogram, hvor man får point efter hvor mange Dannebrogsflag, man får øje på. Vores statsminister var længe kraftigt bagud, men så forleden så vi hvilket beundringsværdigt stof nationens drakoniske onkel er gjort af.

”Luk røven eller vi kommer og undersøger jer!” var i korte træk kampråbet under Anders Fogh Rasmussens frontalselvmordsangreb på alle 1000 journalister og deres oppassere på Danmarks Radio.

Efterfølgende har der ikke overraskende været stor fortørnelse blandt rigets redaktører. ”Utidig indblanding!”, ”En modig mand!”, ”Katastrofe for pressefriheden!”, ”Fogh har ret til at skifte emne!” har rodet rundt imellem hinanden, så jeg fuldstændigt har opgivet at finde en mening i galskaben.

En ting er jeg dog sikker på: Det kan kun være i os bloggeres interesse, at den redigerede del af oplysningsstrømmen bliver stækket så meget som muligt. Jo mindre dem, der søger belæg for påstande, har at skulle have sagt, jo bedre.

Derfor synes jeg man er nødt til at dele spørgsmålet om pressefrihed op i to dele: ‘presse’ og ‘frihed’. Skru ned for pressen og op for friheden.

Jeg erklærer nu jagtsæsonen for åben. Fra nu af må alle plaffe løs på selv den allersødeste, storøjede, pelsklædte slåfejl der titter frem i medielandskabets skovbryn. Flå dem. Efterlad deres små, dampende, døde kroppe på den frosthårde jord og hæng stolt deres afsavede gevirer op over kaminhylden.

Jeg starter:

Faktuelle fejl på Nyhedsavisen!
D. 28. januar 2007 kl. 11.19 har Nyhedsavisen en omtale af en forfærdelig historie fra Brasilien. En ung kvinde er stukket af hjemmefra, men Nyhedsavisen vælger bevidst at udlægge det som en historie om det brasilianske politis uduelighed. Dette bunder i en forudindtaget, antibrasiliansk kultur på NAs redaktion, ja i hele organisationen som sådan.

Da Nyhedsavisen er reklamefinansieret og derfor som sådan hører under erhvervsministerens ressort, må det være på sin plads at Bendt Bendtsen kommer på banen og får sat en undersøgelse i gang af Nyhedsavisens uafhængighed.

Ned med pressen! Friheden længe leve!

Boykot min krop!

Jeg fylder 40 i år. Jeg nærmer mig med stormskridt det, der i min familie altid har været benævnt ‘Metal-alderen’. Det er vistnok en vits og så vidt jeg husker skal man med et smørret grin afvente tilhørerens ”Hvordan det?” inden man svarer: ”Sølv i håret, guld i munden og bly i røven” med det der helt særlige ansigtsudtryk der siger: ”Jeg er for beskeden til at grine af mine egne vittigheder, men vi ved begge to godt at det, jeg lige sagde, var fuldstændigt hilarious!”.

Men altså – 2007 er det år, der siden skal blive kendt som året, hvor Victor Mundi fyldte 40. Ganske vist først henne i en oktobers penge, men min krop har allerede taget forskud på glæderne.

Den er inden for de sidste par år begyndt at opføre sig fuldstændig uansvarligt. I et anfald af pubertær egoisme buler den ud de mærkeligste steder, mens andre områder stille og roligt forgår med en sødlig, fed em af forrådnelse.

Desværre er jeg så uheldig at fylde 40 i en epoke, der har et apoteotisk forhold til kød og knogler. I gamle dage var det en dyd at holde ånden skarp og sjælen stærk; i vore dage lyder mantraet, at ‘man skal passe på sin krop’.

Men så er det lige jeg spørger: Hvorfor i alverden skulle jeg passe på min krop? Den har jo øjensynligt totalt mistet interessen for at passe på mig!

Jeg vil hellere vende den om: Boykot min krop! Indfør handelsrestriktioner mod min krop. Vedtag FN-resolutioner imod den. Min krop er en del af ondskabens akse. Hvor den før har været en sovende celle, er den i fuld gang med et (efter de seneste tal for middellevetid) 34 år langt selvmordsangreb. Jeg har håndfaste beviser for tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben.

Enhver, der på nogen som helst måde kan sættes i forbindelse med min krop, vil blive taget til fange af danske soldater uden Dannebrog på uniformen, udleveret til nænsom tortur hos amerikanske soldater, transporteret på hemmelige CIA-fly til en tropeø, iklædt orange kedeldragter, frarøvet enhver ret til retfærdig retsbehandling og for evigt udsat for hån, spot og latterliggørelse.

Dog skal det siges, at enhver der på nogen måde ligner Sophie Marceau, automatisk opnår politisk asyl helt, helt tæt på mit guddommelige tempel af en krop.

Hvis Kierkegaard have haft en blog

.

“Livet maa skrives nedefra, men forstaaes ovenfra“

.

V.

Gud findes - det endelige bevis

Mine faste læsere ved, at jeg altid søger belæg for mine påstande. Intet kunne ligge mig fjernere end at slynge uvederhæftigheder ud – selvom de kunne være en nok så kærkommen genvej til at skabe den overbevisning hos andre, som er selve meningen med livet for denne blog.

Derfor er det også med den allerstørste glæde, at jeg nu kan føre knaldhårdt, uomtvisteligt, uafviseligt (fortsæt selv med dit eget yndlingskraftudtryk) bevis for intet mindre end Guds eksistens. Til alle filosoffer, psykiatere og ateister kan jeg nu sige: ”Drenge, det er tid at finde noget fornuftigt at tage sig til. Det er slut med at bruge menneskets søgen efter mening til at financiere jeres gratis meninger og uforskammet omkostningstunge skiferier”.

For Gud findes.

Og beviset? Det kommer lige om lidt. Men først er det vist på sin plads at advare, for det er ikke barnemad at stå ansigt til ansigt med Skaberen. Det er nemlig også et møde med skønheden i sin yderste konsekvens. At forstå Gud er at opleve hvor mikroskopisk ens egen betydning er for verden. At erkende Gud er at give op og bare lade sig rive frydefuldt med ned i en malstrøm af bundløs lykke, altomfavnende sorg, afgrundsdyb fortvivlelse, næsegrus hengivelse, selvopofrende kærlighed, uforståeligt mod, evigt brændende håb.

Er du klar? Så kører vi. At møde Gud, er at se Sophie Marceaus ansigt:

Desværre er dette magiske øjeblik samtidig et bevis for eksistensen af Satan. Her gestalter han sig i al sin svovlstinkende mægtighed. Og ja – du har gættet rigtigt: Satan er ingen anden end den lille forpulede narrøv af en lortefrisør der har vurderet, at det helt rigtige for Sophie ville være lyse striber Hvidovre-style.

Der er altid én, der skal ødelægge det for os andre…

Sammenhængskraft

Jeg har ladet mig fortælle, at Danmark for øjeblikket savner sammenhængskraft. Faktisk har jeg ret tit ladet mig fortælle det, for det er mildest talt ikke nemt at undgå at tale om det. Men det er til gengæld ret svært at få nogen til at give et nærmere signalement af den, hvilket i sig er er lidt af en selvmodsigelse.

Jeg må ærligt talt sige, at jeg finder det en anelse useriøst at gå så meget op i noget, som ingen ved hvad er.

Er dette et billede af sammenhængskraften?

Der er dog lys forude. De seneste par år har der bredt sig en hyggelig tradition, der vel egentlig bedst kan beskrives som en slags hobby: Lister. Lister over ting og sager, der giver sammenhængskraft. Men indtil videre har det været en noget amatøragtig forestilling, idet stort set ingen af de ting, der står på listerne, er i stand til at holde sammen på noget som helst. Hvem ville reparere en skåret underkop ved at gnide brudfladerne med bøger, film, malerier osv? Jeg ville ihvertfald ikke. Derfor iler jeg nu til med lidt hjælp. Værsågod:

Victors Kanon - 10 ting, der giver ægte sammenhængskraft (ikke prioriteret rækkefølge)

• Snedkerlim
• Honning
• Klisterbånd
• Irriterende ex-ven, der ikke forstår en hentydning
• Snot
• Vingummi glemt i solfyldt vindueskarm
• Magneter (mindst 2)
• Trækkrog
• Børn
• Tjære

Jeg råber ikke

En skoldhed sommereftermiddag for et par år siden, sad jeg i en bilkø på en italiensk motorvej. En af den slags bilkøer, der vist bliver kaldt ”harmonika-kørsel”. Det er noget med at køre lidt og bremse lidt og køre lidt og bremse lidt… Bag mig kørte en af de indfødte og pillede lidt næse. Det resulterede i, at han på et tidspunkt glemte at bremse lidt og at jeg derfor mistede min bagerste nummerplade. Efter at have sundet mig lidt og forsikret mig om, at både jeg selv og min kæreste var 100% piskesmældsfri, slog en frygtelig tanke ned i mig: Må man køre rundt i Italien uden nummerplade bagpå?

I nødsporet blev frygten afløst af en vis rørthed over at tilhøre et så velordnet samfund, at jeg 2.000 kilometer væk kunne ringe et tilfældigt nummer med 1448 til sidst, og dernæst med det samme få fat i en betjent fra det danske færdselspoliti. Han fortalte mig, at jeg skulle flytte den foransiddende nummerplade om bagerst, så var alt honky dory. Da jeg sagde tak for hjælpen, siger panserbassen gudhjælpemig: ”Det var da så lidt. Du har jo abonnement”. Det glemmer jeg aldrig. At være dansk er at abonnere på ubegrænset ret til at blive holdt skadesløs.

Men der er et hul i forbrugerbeskyttelsen…

En skoldhed sommereftermiddag for et par måneder siden, sad jeg som sædvanlig fast i S-toget i en times tid, 10 meter fra perronen på Dybbølsbro Station. Det havde allerede betydet, at jeg igen kom for sent til en aftale. Desuden havde ingen endnu fortalt os, hvorfor vi sad her, eller hvor længe de, sådan bare i runde tal, regnede med, at det ville vare før vi kom i gang med odysseen igen. Alt i alt så det hele faktisk ret håbløst ud. Og der var det, det slog mig: Er der håb? Og hvor kan jeg i givet fald ringe hen og spørge, hvor jeg finder det?

Sla-bam. Lige der i linie H+ fandt jeg et gabende, væskefyldt sår i velfærdssamfundet. Hvem ringer jeg til med mere generelle filosofiske anliggender? Hidtil har jeg levet i en klippefast tro på, at jeg var pakket ind i vat. Der er sgu aldrig sket noget alvorligt alvorligt med mig. Bevares, jeg har da haft min fair share af dødsfald i nærmeste familie, skuffede drømme om at flyve i F16, og kvinder der forlod mig til fordel for 90-årige skibsredere. Jeg har sågar prøvet at ramle storetåen ind i et dørtrin – en smerte så isnende og altomfavnende, at den får en fødsel til at minde om at pille en lidt hård bussemand ud af næsen.

Men der har altid været hjælp at hente. Skattebetalt psykologhjælp, en tur i flysimulatoren i Experimentarium, tanken om gratis retshjælp til min ex-kæreste når hun vil rippe rederen for halvdelen af hans besiddelser samt ikke mindst en yderst professionel og forstående behandling på skadestuen ved Bispebjerg Hospital har efterladt mig med den iboende overbevisning, at det er Statens naturlige pligt at frigøre mig for enhver følelse af ubehag, upåagtet dens nok så overskuelige karakter.

Derfor var det et helt livsgrundlag, der forsvandt denne kogende tirsdag for et par måneder siden. Jeg indrømmer, at jeg gik lidt i panik. Men i det øjeblik var jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg til fulde levede op til kvalifikationskravene til et assertivt træk i nødåbningshåndtaget til dørene. Jeg MÅTTE finde håb. At sidde fast i et S-tog uden at få at vide hvorfor, er at stirre uendeligheden direkte i øjnene og for alvor forstå sin ubetydelighed.

Jeg styrtløb ned ad skinnerne. Helt i min inderste sjæl var alting i opbrud, enhver tillid til verden var forduftet. Jeg kunne ikke stole på noget længere. Aldrig mere vågne ved tanken om, at også i dag vil et enormt offentligt byggeprojekt blive godkendt på trods af at et budget hevet direkte ud af drømmeland. Også i dag vil jyderne tiltuske sig en unødvendig motorvej. Også i dag vil livet blive levet retvendt kronologisk. Jeg var en krop uden ånd. Jeg var kun kød.

Og mit kød fik øje på en lidt betuttet billetkontrollør (”S-togsrevisor” – come on!) og mit kød greb fat i hans autoritetsblå revers og mit kød skreg:
- ER DER HÅB??!!
- Selvfølgelig er der håb, svarede han med overraskende ro. - Wynona Ryder går bare og venter på, at du ringer til hende. Det er kun dig, der kan gøre hende lykkelig.

Og fjerlet faldt alting på plads igen. Jeg har altid vist, at det kun var et spørgsmål om timing, før Wynona og jeg kunne ride mod solnedgangen på en hest, hun ville have stjålet til lejligheden. Og nu vidste jeg det igen.

Men lad mig lige slå én ting fast: Jeg råber ikke, fordi S-toget er forsinket og jeg kommer for sent til min aftale. Jeg skriger. Så lad ikke denne tilfældigvis lykkelige udgang på misæren blive en sovepude.

Arme arme

Ovre på Artmind er der, som de fleste jo er bekendt med, altid mulighed for at samle en begavet mening om menneskets kunstperception op, hvis man lige står og mangler sådan en. Jeg ved, vi er mange der husker at smutte forbi i ny og næ, bare for at få lageret fyldt op med interessante ting at sige, når man støder ind i erkendelsesteoretikere. Og specielt da af den kognitive slags. Der er ikke meget street respect at hente hos et menneske, der bruger hele sit liv på at slå til lyd for, at mennesket udvikler sig gennem erfaringer, hvis det eneste man giver dem at tygge på er ”Så deeet…” eller ”Der er mange, der er på internettet!”

Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at kognitive erkendelsesteoretikere er nogle hyggelige og trivelige fætre. Det er ikke blandt dem, vi finder de fleste selvmordsbombere. Det er ikke her, man smugler toiletpapir med hjem fra kontoret. Der er dog ikke videnskabeligt belæg for at mene, at miljøet omkring den kognitive erkendelsesteori er helt støvsuget for Linie 3 fans, men den slags kan jo ske i selv de mest oplyste kredse.

Derfor var det også lige før, jeg fik min honningsennepbeklædte ostemad galt i halsen, da jeg pludselig støder ind i et indlæg af hidtil uhørt eksistentiel brutalitet. Selve diskussionen er en af de mere banale: Beror vores erkendelse af et kunstobjekt på i hvilken grad vores fysiske krop genkender dets form igennem sansning? Ikke et emne, der normalt kan få en ellers hårdhudet blogger ud af brummestadiet, men pludselig bliver diskussionen så tilspidset, at en af deltagerne føler sig presset til at smide følgende atombombe på bordet:

”Does the ‘perception’ in question involve ‘the body’ peripherally or essentially? (Walking ‘involves’ my arms but they are not essential to it)”

(Min fremhævelse)

Mage til hensynsløs desavouering af armes betydning for et godt menneskeliv, skal man lede længe efter! Jeg må sige, at jeg blev rystet. Helt ærligt.

For det første er det en helt uhyrlig påstand. Enhver, der har gået i et bare nogenlunde urbaniseret område, ved hvor essentielle armene er for at bevæge sig fra det ene sted til det andet. Der er f.eks. ikke megen grund til at hidse sig op over en bilist, der er ved at køre ens fødder over, fordi vedkommende finder det vigtigt at diskutere gardinfarver med en veninde over mobiltelefonen under kørslen, hvis den eneste mishagsytring man har til rådighed er at række tunge eller vise sin skosål vredt mod idioten. Ligesom der ikke er meget sjov ved at give den som travl-citytype-skynder-sig-ombord-på-S-tog-iført-lang-frakke-og -avis-og-kaffe, hvis man ikke kan have avisen fikst sammenfoldet i armhulen. Og de papbægre man får kaffe i på Nørreport nu om dage, kan slet ikke holde til at blive båret i tænderne.

Eller tænk på, hvor svært det ville være at få en Fjällräven på, hvis man ikke kunne tage sine arme til hjælp. Effekten på Enhedslistens selvbillede ville være altødelæggende. Det, at degradere arme fra ”essentielle” til ”involverede” i forhold til gåning, er simpelthen udemokratisk.

Vel vidende, at det kan være svært for en erkendelsesteoretiker, selv en af de kognitive, at tage praktiske eksempler for gode varer, skal jeg straks ile til med et stykke fuldt dokumenteret empiri:

Kom så lige en gang til og påstå, at arme er inferiøre objekter i gå-sammenhænge!

Mine faste læsere ved, at jeg er et tolerant menneske. Dette skyldes ikke mindst, at jeg tog en grundig udskylning, inden jeg gik i gang med denne blog. Men her må jeg sætte grænsen. Vi kan ikke bare tage armenes støtte for givet. Hvis vi i fremtiden skal kunne sætte vores lid fuldstændigt til den symbiose, som vi og vore arme har indgået i gennem æoner, så må vi behandle dem ordentligt og tage deres velbefindende alvorligt. Derfor siger jeg til mine arme: Jeg anerkender til fulde den essentielle rolle I indtager i al min gåen. Og skam få den, der påstår det modsatte!

Rejsekammerater

I går kunne man iagttage et ganske særligt fænomen på stjernehimlen. De to frifundne journalister Michael Bjerre og Jesper Larsen optrådte direkte i to forskellige tv-kanaler – samtidig! D´herrer havde glæden af både at opleve at blive kaldt ”ædle” af Jeppe Nybroe i TV-Avisen på DR og at der blev spurgt grundigt ind til deres følelser hos Mette Weyde i Go´aften Danmark på TV2. ”Hekseri!” vil nogen udbryde. ”Helt almindelig moderne broadcasting…” vil andre tørt konstatere.

”Victor Mundis tidsmaskine” kan jeg hermed afsløre. Sandheden er, at de to stod med et forbandet problem efter frifindelsen i eftermiddag. Hvordan skulle de dog nå at imødekomme den store efterspørgsel på kommentarer og reaktioner? There´s only so much Bjerre og Larsen to go around. Selvom jeg nu nok synes dommen er lige på grænsen til at krænke anklagerens ytringsfrihed, så har Retten talt og jeg skal ikke stå i vejen for at lukke Michael og Jesper ind i vores samfund på lige fod igen. Derfor har min tidsmaskine stået til rådighed for dem hele dagen, på fuldstændig samme måde, som enhver anden verdensborger må bruge den efter sin overbevisning. Og jeg skulle hilse og sige, at den har været brugt flittigt.

Pas nu på stressen, drenge. Det er en dræber.

Mine bærende værdier

Min blog har nu nået en vis størrelse og betydning – og det forpligter. Det er ikke længere nok at lade lysten drive værket, jeg må se på mig selv med mere professionelle øjne. Og hvis der er noget i denne verden, der er professionelt, så er det at have sig nogle bærende værdier.

Jeg har researchet lidt. Noget af det første jeg stødte på, var Enrons vision og værdier som de så ud to måneder inden det hele ramlede sammen om ørerne på dem derovre; et epos, der slet ikke har fået den plads i verdenslitteraturen, det fortjener.

Noget af det første man lægger mærke til er, at teksten ikke er trykt på papir, men graveret i noget, der ligner krystal. Umiddelbart kan det virke en anelse pompøst, men der har man gjort regning uden vært. Idéen om, at tekst er noget, der hører hjemme på papir, er ikke bare nordisk, den er også oldnordisk. Uden for vore breddegrader er det snarere reglen, end undtagelsen, at man udgiver tekst på et medium, der understøtter budskabet. Vi kender vist alle historien om et par nok så betydningsfulde stentavler, og graver man bare lidt dybere i litteraturhistorien, opdager man f.eks. at førsteudgaven af Ulysses blev strikket ind i et langt, uldent tørklæde og at Nietzsche præsenterede sin ”Also Sprach Zarathustra” på bogmessen i Forum i 1885 tatoveret i nakken på en død gud.

Og selve teksten afslører en næsten tænderskærende ærlighed. Det er som om selve Enrons sjæl har fået en stemme og siger: ”Her er jeg så. Nøgen og åben. Jeg lægger det hele på bordet, så må I dømme mig, som I ønsker. Men jeg har panden løftet, når jeg siger: Jeg står for respekt, integritet, excellence og kommunikation!” Efter at have læst disse ord burde den sidste tvivl være forsvundet om, at hele miseren omkring Enron ganske simpelthen var et stort justitsmord.

Men det skal ikke afholde mig fra at følge deres eksempel. Jeg har lavet en side med mine bærende værdier. Det er vigtigt at sige, at disse værdier naturligvis vil udvikle sig hele tiden. Betragt dem som de foreløbige konklusioner man kan drage af denne gestalt, de kalder Victor Mundi.

Bevar Lars Liebst

I dag kom jeg tilfældigvis slentrende i det offentlige rum, stille og roligt brummende uden at indvirke i nævneværdig grad på mine omgivelser. Pludselig bliver jeg revet ud af min yndlingstilstand og på den mest ubarmhjertige måde mindet om tidens alt for hurtige gang over jorden.

Det var en af de gåture, hvor man helt er holdt op med at have en plan – bare slentrer omkring til man pludselig studser over et eller andet, som får en til at genvinde bevidstheden. Længst tilbage i en mørk smøge lå et lille hengemt debatforum. Ikke noget man lige ville lægge mærke til, men bare skynde sig videre, så man kan nå at købe honningsennep inden Brugsen lukker.

I dag skulle vise sig at blive anderledes. I dette lille forum gemmer sig kimen til en bevægelse, der med vold og magt vil lade moderniteten sprede sit altædende ukrudt i vores smukke, gamle land. Nogen har fået den fixe idé, at fjerne Lars Liebst fra den københavnske skyline. Hvorfor? – spørger jeg bare. Er det ikke bare en leflen for ”det nye”? At fjerne Lars Liebst tilfører ikke nogen værdi i sig selv, men er udelukkende en tom manifestation af ukritisk udviklingsbegejstring.

Jeg tror, at der var en mening med, at netop jeg skulle komme forbi i dag. Nogen må gøre noget – at tie er at samtykke.

Derfor har jeg startet en underskriftsindsamling til bevarelse af Lars Liebst fuldstændigt i den form, han har i dag. Lars er ikke bare blevet en tradition i mange familier, han er også blevet synonym med selve det, at være dansk.

Jeg beder indtrængende om din støtte!

Victor

Skal man prøve at få mængden af kommentarer på sin blog i vejret ved at stille spørgsmål i overskriften?

Hvad synes du? Lad mig høre fra dig.

V.

Globaliserede gopler

Man skal ikke have fulgt særligt meget med i nyhedsstrømmen før man har opsnuset, at der er frygtelig panik på vej i goplekredse. Enhver ved, at de nordiske farvande tilhører vandmændene. Gode, overskuelige vandmænd, som stille og roligt og uden at forstyrre nogen, driver rundt under badebroer og bliver skyllet op på strande. Et yderst velfungerende system, der har bevist sin værdi i årtusinder.

Men de tider er ved at være overstået. Berlingske Tidende kan i dag fortælle om truslen fra vest - ribbegoplen Mnemiopsis leidyi. Møder du en, bliver du aldrig den samme igen. Mnemiopsis leidyi er, for nu at sige det lige ud, et ualmindeligt dumt svin. Og her taler vi ikke om bagateller som at møde fuld op til fester, man ikke er inviteret til. Eller at tage det sidste kaffe, UDEN at sætte en ny kande over. Selv en brandmand, der ødelægger sammenholdet i vennekredsen fordi den ikke kan holde tentaklerne fra sin bedste vens brandkone, har en moral som en spejderleder ved kirketid, i sammenligning med Mnemiopsis leidyi.

Her er den så: Mnemiopsis leidyi, det dumme svin…

Problemet med skiderikken er dens helt enorme appetit og dens fuldstændige mangel på bordmanerer. Mnemy, som vi kalder den, æder simpelthen alt, når den kommer til middag. Æg, larver, småfisk, the works – op til 15 gange sin egen kropsvægt om dagen. Og som om det ikke var nok, så har Mnemy for vane at gyde æg konstant – samtidig med, at den spiser. Tusinder af æg. Jeg ved ikke med jer, men jeg tror ikke, jeg ville kunne nyde maden på samme måde, hvis en fødende kvinde sad med ved bordet.

Et andet problem ved Mnemy er, at den er amerikaner. Den har sneget sig ombord på ballasttanke og er så smuttet ud i al ubemærkethed herovre på den civiliserede side af Atlanterhavet, hvor den ikke har nogen naturlige fjender. Unaturlige, sådan lidt kunstige og forstillede fjender, der barberer ben og bruger plastik-kirurgi, javel, men ingen naturlige.

Resultatet er gruopvækkende. Det sidste sted, der har haft besøg af uhyret, er Det Kaspiske Hav. Der var resultatet en bestand på 800 millioner ton – på bare en enkelt sommer. Inden da nåede den at ødelægge markedet i Sortehavet. Og nu er den på vej herop. Biologer har allerede spottet de første ud for Bohuslän…

Der er dog håb. I Sortehavet blev den drevet på flugt af en tilrejsende, lidt større gople, som ganske vist også har en glubende appetit, men er dannet nok til at henlægge formeringen til mere private stunder. Og the good news er, at Mnemy-betvingeren har en fætter heroppe ved os, der kom hertil ved det store opsving i 60´erne. Vi må sætte vores lid til, at den nordiske model, hvor de hjemlige, trivelige slimklatter lever side om side med de mere outlandish udseende gæstegopler, holder stand mod det enorme pres udefra.

Nå, det var lige en sidehistorie. Den helt store gevinst ved det dybe link til Berlingeren, er reparationen af en af universets irriterende ufærdigheder. Vi ved jo, at dyr løber, fisk svømmer og journalister lyver. Men hvad gør gopler? Det ved vi nu: Gopler hænger.

Tidsmaskine

Klik her og rejs tilbage i tiden.

Nu

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan slippe tanken om det omvendt kronologiske udgivelsesværktøj, som sådan en blog jo er. Senest har det fået mig til i al beskedenhed at udvikle en tidsmaskine. Prøv selv – det lever måske ikke helt op til forventningerne. Rumtiden krummer ikke sammen til en tunnel og din krop bliver ikke opløst til atomer. Men det kan godt give lidt kriller i maven, hvis man ikke er for hærdet med at opleve ting, der fuldstændigt opløser grundfundamentet for hvad der er rigtigt og forkert i verden.

Tidsmaskine

Klik her og rejs tilbage igen.

Dan Jørgensen lyver om legetøj

Nu havde/har jeg jo lovet, at denne blog skal være aparte og at det blandt andet betyder, at der ikke er nogle perfide personangreb. Men i dag slipper så en nyhed ud, som igen/for første gang fik/får mig til at bryde denne regel. Årsagen er den simple, at det er i offentlighedens interesse. Det er nemlig også en advarsel: Dan Jørgensen lyver om legetøj. Sig det videre.

Jeg vil opfordre alle til at udvise skærpet opmærksomhed, hvis de møder Dan. Påstår han, at han som dreng har leget med MatchBox-biler, så tro ham ikke. Kræv i det mindste, at der kommer beviser på bordet. Står I ved siden af et gyngestativ, så bliv ikke overrasket hvis han påstår, det er et sjippetov.

Vore tanker går til Dans eventuelle børn. Udover at de må tåle at blive omtalt på en blog, hvis forfatter ikke ved om de eksisterer, så må det ikke være morsomt at vokse op med en far, der konsekvent lyver om legetøj. Alene det hjernevrideri der skulle til for at sikre sig, at man får formuleret sin juleønskeseddel på en sådan måde, at man får det man ønsker sig, fordi ens far ellers kunne finde på at lyve om, hvilket legetøj der var nævnt på sedlen, ville gøre selv Niels Bohr forpustet.

Dan, kan du i det mindste ikke finde noget andet at lyve om? Noget, der ikke er dømt til stort set kun at gå ud over børn. Lyv om lungekræft, f.eks.

Mere lungekræft!

Det ville være synd for antirygelobbyen, hvis lungekræften fuldstændig forsvandt. Og det gør den en dag. Al historie beviser det. Hvis man gør tidsperspektivet bredt nok, vil mennesket altid få bugt med sine fjender. Men det sker jo ikke fra den ene dag til den anden – det er det lange seje træk. Derfor kan vi lige så godt allerede nu begynde at vænne os til en række mellemstadier for betydningen af lungekræft. F.eks. vil der være en dag, hvor et tilfælde af lungekræft svarer til at få en splint i fingeren.

Jeg husker de gange, jeg selv har fået en splint i fingeren. Faktisk en positiv oplevelse på flere planer. Jeg fik trøst og opmærksomhed, når en af mine forældre pillede den ud. Jeg lærte ord som ”pincet”. Jeg fik skærpet min analytiske sans, når jeg tænkte over fænomenet ”fremmedlegeme i krop”. Og sidst men ikke mindst var splinter altid årsag til, at klassekammerater prøvede at overgå hinanden i vandrehistorier om splinter, der kom ind i foden i juni og ud af skulderen i oktober. Kort sagt kunne man ikke sige at have levet den dag, hvor man ikke fik en splint i fingeren.

I fremtiden kunne en helt almindelig tirsdag se således ud for en 9-årig: Op af sengen, i bad, spise morgenmad, pakke skoletaske, cykle i skole, have dansk, spille fodbold i frikvarteret, falde og få lungekræft, blive trøstet af gårdvagten, lære ord som ”tumortranchersaks”, få plaster på, have biologi, stå i kø ved frugtboden, have matematik, have klassens time (Janus´ tur til at bage kage), cykle hjem fra skole, fortælle far om lungekræft og om den frø, Erik havde med i biologi, lave lektier, spille Tekken57, spise aftensmad, spille Tekken57 og gå i seng. Lungekræft degraderet til en fuldstændig ufarlig – ja, nærmest hyggelig – grundomstændighed ved det at vokse op.

Men der er andre, mørkere, perspektiver i denne sag. Tusindvis af mennesker er i dag beskæftiget med at oplyse om, holde støttekoncerter til fordel for forskning i og tjene styrtende med penge på at bekæmpe lungekræft. Det er et marked i hundredemilliarderdollarklassen. Tænk hvis hele grundlaget for deres virke bare svandt ind lige så stille. Jeg tænker ikke kun på det materielle - det er jo en hel livsstil, der forsvinder. Resultatet kan blive, ikke bare flere tiggere i gadebilledet, men også en hel sektor af mennesker, der fuldstændigt har mistet livsgnisten. Håbløshed vil brede sig og forplante sig i generationer. Uligheden vil vokse. Den negative sociale spiral vil blive en malstrøm, der kan trække hele vores civilisation lige lukt ud i glemslens bundløse lokum.

Egentlig havde jeg tænkt mig, at denne blog så vidt muligt skulle være upolitisk, men denne sag er så vigtig, at jeg vil gøre en undtagelse. Vi må alle tage vores tørn. Hvis ikke vi kæmper sammen for at bevare lungekræften, er jeg slet ikke sikker på vi kan bevare det velfærdsniveau, vi har i dag.

Vigtig besked til alle!

Lad venligst være med at gå rundt og sige, at Bjarne Gravgaard kommenterer artikler på avisen.dk

Tak.

Studse

Vi kender vist alle den type, der synes det er sjovt at spørge om man kan kimse. Der følger et helt specielt ansigtsudtryk med det spørgsmål. Ikke som når man normalt forsøger at være morsom, nej denne her dækker også at man skal synes, det var snedigt spurgt, på en eller anden måde. En slags afpresning, hvor gidslet er hyggen og hvor løsesummen er intellektuel underdanighedsfølelse. Og jeg skulle hilse at sige, at den slags kan virke rimeligt irriterende, hvis det kommer midt i f.eks. en rigtig god brumme-periode. Så lad mig for helvede da een gang for alle sige til verden: Nej – jeg kan ikke kimse! Men til gengæld kan jeg studse.

Tag dén, Smørhår.

Det er nemlig det gode ved studsning – at man kan det. Alle kan det. Det er gratis, det er sjovt, og det kan give nogle helt vidunderlige fjender. På dage, hvor jeg ikke rigtigt kan finde rytmen i inaktiviteten, kan jeg finde på at studse over alting. Det er lærerigt. Man lærer noget om et menneskes inderste sjæl, hvis man konsekvent studser over hans eller hendes udtalelser eller gerninger.

- Hvad er der?!
- Ikke noget…
- Hvorfor reagerer du på den måde? Jeg bad jo bare om saltet.
- Ja ja… men… jeg studsede bare lidt over det…

Enhver ellers godt skjult tvivl på egen formåen vil rasle frem som ømskindede skeletter på et skoldhedt zinktag. Selv ikke den mest grundmurede facade af indre ro, færdige meninger og tid nok til at bage sit eget brød, kan holde til at blive studset.

Det er et frygtindgydende våben og skal som sådan omgås med den allerstørste respekt. Jeg vil f.eks. godt vædde med, at du studsede over overskriften på dette indlæg. Og det på trods af, at det vist må siges at være den mest naturlige ting at skrive oven på lige præcis denne tekst. Tro mig når jeg siger, at der intet andet motiv ligger bag, end at give en sober beskrivelse af hvad der venter en eventuel læser. På ære. Og jo, du studsede. Hvad er der med dig? Du har været så underlig på det sidste…

Bagfra

Den opmærksomme læser har formodentlig både opdaget og studset over, at det nederste indlæg på denne blog hedder “Farvel”. Den trænede bloglæser ved derfor også, at det samtidig - og for al evighed, i øvrigt - er det første indlæg. Enhver læser vil have bemærket, at tonen er en anelse uforskammet. Og nogle vil sågar også have gjort sig nogle tanker om hvorfor det går ud over navngivne personer. Det har rejst en del spørgsmål (indtil videre dog kun hos mig selv): Hvorfor var du så vred, Victor? Hvorfor siger du goddag ved at sige farvel? Hvorfor går det udover navngivne personer? Naturligvis er der helt valide svar på alle spørgsmål. Ikke simple svar, men valide.

Altså:

Inden jeg startede denne blog, som iøvrigt er min første, gik jeg helt naturligt ind i det velkendte stadie, hvor man tænker over, hvordan man skal komme igang. Og det er en periode man lige så godt kan lade være med at springe over. Det vil alligevel bare hævne sig senere. Så jeg brugte tiden til at blive lidt klogere på teknikken. Det første jeg faldt over var forklaringen om, at en blog er et omvendt kronologisk udgivelsesværktøj. Udover den indlysende tiltrækningskraft der ligger i at kunne sige, at man er herre over et stykke omvendt kronologisk udgivelsesværktøj, fik det også min sjæl til at blive en anelse fugtig ved tanken om min gamle mor og hendes foretrukne måde at læse kriminalromaner på. Hun starter altid med at læse sidste kapitel. Og når vi siger: “Mor, hvorfor starter du med at læse sidste kapitel?”, svarer hun : “Fordi så kan jeg læse bogen i ro og fred uden at spekulere over hvordan den ender”. Og det bliver altid afleveret som om det var den meste indlysende ting i verden med en knivsspids indignation over overhovedet at få spørgsmålet.

Nu skal det siges, at min mors foretrukne krimiforfatter er Dick Francis, der konsekvent lader sine plots udspille sig i galopmiljøet. Formodentlig tænker hun: “Det ender ihvertfald med, at der er en hest involveret, så lad mig få det overstået.” Men tanken fik mig til at lægge en strategi for min blog.

For langt de fleste vil den naturlige måde at læse den på, være oppefra og ned. Så uanset hvor stor umage jeg gør mig for at komme godt fra start, vil det første indlæg altid lide den skæbne at blive læst til sidst. Umiddelbart uretfærdigt, set ud fra indlæggets synspunkt. Med mindre jeg stiller mig selv følgende opgave: Du skal starte med at skrive det perfekte sidste kapitel. Hvad ville den uundgåelige konklusion være? Hvordan ville Victors udgangsreplik lyde, efter at han havde skrevet sig helt tom?

For det første er en god udgangsreplik kendetegnet ved, at den gør afsenderen ude af stand til at vende tilbage. En udgangsreplik, der går over i historien, er ultimativ. Og hvad gør det mere besværligt at vende tilbage, end at pisse alle dem man forlader, grodt og grundigt af. Derfor disse uhyrlige personangreb.

For det andet tjener den vrantne tone også et helt konkret formål, selvom nogle nok vil mene, at det foregår på en underlig snørklet måde. Men der er mening med galskaben: Jeg har den ambition med denne blog, at den skal være anderledes. Og hvad kan være mere aparte for en blog end aldrig at være nedrig over for andre og altid prøve at se det positive i alting? Derfor tænkte jeg simpelthen, at jeg også ville lade det første/sidste kapitel fungere som en slags udskylning. Det skulle simpelthen rense mine åndelige tarme for alt indhold - selv de hårdeste, tørreste knolde og selv den mest svidende tyndskid - ud med det! Jeg ville være nådesløs. Jeg synes selv, det er lykkedes meget godt.

Så lad være med at spilde tid med ufrugtbare spekulationer over, hvordan det hele startede og hvordan det mon skal ende. For jeg kan med sikkerhed sige om denne blog, at uanset hvor lang levetid den får, vil den altid ende der, hvor den begyndte.

Død over bødlerne

Jeg tror sgu, jeg har knækket en af menneskeslægtens allerstørste enigmaer: Hvordan kan man forsvare at dømme en mand til døden – for mord?! Et etisk paradoks, som kan få det til at snurre svimlende i selv den mest ubrugelige teenagerhjerne. Indtil nu.

Lad os i stedet dømme mordere til selvmord. Vi kan måske strække os til at gøre det betinget under helt særlige omstændigheder. Men det er simpelthen den eneste måde at stoppe den onde spiral.

Og mens jeg nu har posen fremme, så vil jeg også lige tage livtag med et problem, der har bragt mangen en velmenende aktivist i et gevaldigt dilemma: sultestrejken. For det der med at gå i døden for at opnå noget… jeg mener, i døden mister vi jo alt, inklusive det, vi kæmpede for at opnå. Tricky stuff.

Løsningen hedder: punktsultestrejken! Vi nægter at spise noget som helst mellem kl. 10 og 12 og mellem kl. 13 og 17. Den ansvarlige sultestrejke, som vi bruger når vi vil markere uden at gå til yderligheder.

Ja, hvad angår civiliseret lemlæstelse og flagellanteri har vi mennesker stadig uhyggeligt meget at lære.

Lighed

Jeg har stjålet billedet på en anden blog…

Matematik

Jeg læste et sted, det var vist noget om liv på andre planeter, at det universelle sprog er matematik. Hvis de små grønne mænd på et tidspunkt beslutter sig for at holde op med alt det pjat med at bortføre os og udsætte os for ydmygende forsøg for at lære os at kende, og i stedet måske bare spørger os om de ting, de gerne vil vide, så vil de sandsynligvis forsøge at tage kontakt til os ”på” matematik, var beskeden. Det fik mig til at tænke. Det holdt dog heldigvis ret hurtigt op igen.

Men så forleden i Brugsen (egentlig i ISO, men det lyder bare dumt – ”i-i-so”… anyway…) kom jeg til at tænke igen.

Lad mig sige med det samme, at tænkeri normalt gør mig lettere irriteret. Min foretrukne tilstand kan bedst beskrives som en sagte brummen. Forestil dig en degn. Han sidder i den skumrende aftensol med ryggen mod en lunken, hvidkalket bindingsværksmur og bapper på sin pibe. Lad din fantasi tage dig med helt tæt på ham – helt ind i 10 centimeters afstand fra hans indolente ansigt. Og lige der – dyk så ned i hans pibe og mærk den sagte, rytmiske pulseren af den røde, halvt-i-aske skjulte glød; fuldstændigt underlagt degnens umærkelige indsugninger. Så langsom, regelmæssig og uophidsende en tilstand er min foretrukne, hvad angår det rent hjernemæssige, altså.

Derfor er det frygteligt irriterende pludselig at blive overfaldet af tanker. Og så i Brugsen.

Det var kassebonen, der satte det hele i gang. Hvid, nyfødt – og smækfyldt med matematik. Normalt er en kassebon jo stort set ikke andet end kasseassistentens og min fælles aftale om, til hvilken pris jeg skal aftage de af butikkens varer, jeg har vurderet skulle med hjem i dag. Så-og-så meget mælk, tandpasta, chokolade og honningsennep til så-og-så mange penge. Intet andet.

Bevares, hvis jeg nogensinde kommer ud i et skænderi med en mand, der simpelthen bare nægter at tro på, at jeg spiser honningsennep, kan kassebonen måske få en kort karriere som bevismateriale, så jeg for alvor kan sætte den mistænksomme på plads. Værsgo - kolde, hårde facts: Et glas Maïlle Moutarde de Dijon avec Miel - 19,95! Købt og betalt. Af mig. I Brugsen. Men bonens nyfundne raison d´etre vil forsvinde lige så hurtigt igen – faktisk i samme tempo, som den nu overbeviste tvivlers nedbøjede hast med at komme væk fra det pinlige nederlag.

Men – forleden i Brugsen var det som om kassebonen fik en second chance. Den dag var jeg sikker i min sag: Der var besked udefra.

- Victor, du bruger fire gange så mange penge på toiletpapir, som du bruger på mælk! Du synes, det kun er 25% så vigtigt at sikre dit daglige indtag af næringsstoffer, som det er at tørre dig i røven. Du er fire gange mere optaget af din afføring, end af hvad du putter i munden, Victor. Sådan er vi ikke på Mars.
- Det er uretfærdigt! Jeg køber jo ikke toiletpapir nær så ofte, som jeg køber mælk.
- Hm… hvad så med denne her: Et halvt kilo hakket kalv og flæsk til 45 kr. Et halvt kilo medister til 20 kr. Du lever i en verden, hvor maden bliver billigere af at blive forarbejdet. Hvorfor sparer pølsemagerne ikke bare besværet og kommer hjem til dig med alle ingredienserne, stikker dig 20 kr. oveni og sætter dig til at lave medisteren selv? I sparer begge to en femmer. Det ville da være smartere for alle parter.
- Sådan tror jeg nu ikke man kan se på det…
- Der er ingen vej udenom, Victor. Det er ren matematik! Slut herfra. Du blev betjent af Sanne.

Måske er det her, rumhunden ligger begravet. Derfor, at vi ikke med nogen rimelig sikkerhed kan sige, at intelligent liv fra andre planeter har talt med os i al offentlighed: Vi er simpelthen for pinlige at blive set i selskab med. Vi forstår ikke det universelle sprog, selvom det dog ikke forhindrer os i at bruge det. Vi er bare stadigvæk så primitive, at vi tror det handler om regnearter.

Den første registrerede marsianske opskrift på medisterpølse. Nok til 4 personer.

Tag nu en af de helt store sommerfornøjelser. Åh ja, hvor mange gange har vi ikke som børn stået i rundkreds med hinanden i hænderne og hoppet op og ned i strandvand til livet og råbt ”ti, tyyyve, tradve, før´, haaal-træs, træs, haaal-fjærs, firs, haaal-fems, HUNNÅÅÅÅRD!!” og derefter stukket hovederne under vand. Hvad vi aldrig har fattet er, at der i klitterne har ligget den ene marsianske observatør efter den anden og prøvet at finde bare en eneste logisk grund til, at vi jordboere åbenbart mødes når solen står højt og råber ”arkitektlampe, stemmeboks, hvidløgsflûte, skuffelse, vingummi, kapitalpension, ambitiøs, 29, Clausen, CIGARETSKOOOOOOD!!”. Tænk, vi er så uoplyste, at vi ikke engang ved, at ”80” betyder ”29” på Mars…

Det var slet ikke til at holde ud at tænke på.

Farvel

Farvel til alle de ivrige læserbrevsskrivere og lad mig lige rette et par misforståelser: I er ikke tavse, I er ikke flertallet og den lille mand findes ikke.

Farvel til alle de stressede. I fejler ikke en skid.

Farvel til Enhedslisten. I er så små og ubetydelige, at jeg ikke engang gider at vinke.

Farvel til alle jer cand.merc.-ere og jeres latterlige lommefilosofier. Fosbury-flop og ”hvis ikke vi ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen”. Farvel til jeres ensfarvede slips og double Windsors og næsegruse beundring for lemminger.

Farvel til Ekstra Bladet. Nej, om igen. Farvel til dem, der læser Ekstra Bladet. Hvor misundelig og bitter kan man være?

Farvel til dem, der tror på Gud, ”men altså min egen gud”. Sjovt nok, som alle de private guder aldrig stiller krav, men kun tilgiver og altid sørger for, at det ikke koster noget.

Farvel til Henrik Palle. Din hestehale får ikke en eneste stjerne af mig.

Farvel til alle dem der har friværdi. Lige nu smuldrer den mellem fingrene på jer. Og lad nu være med at komme rendende og tigge om hjælp. Du vidste udmærket godt hvad et afdragsfrit lån var, da du skrev under på skødet.

Farvel til alle journalister fra TripleA og Fælledgården og de farlige islændinge og de jyske lussingedagplejemødre og Søren Ventegodt og alt er spin men der er ikke noget at komme efter og risikerer vi ikke at få amerikanske tilstande?

Farvel til Anders og Helle. Get a room.

Farvel til alle de lige. I er skævt på den.

Farvel til dem, der får point for indsatsen. Hvad for en indsats?! Jeres modige kamp for at gøre inkompetence til noget værdifuldt?

Farvel til Hanne-Vibeke Holst. Hold din kæft og gå ud i køkkenet.

Farvel til alle dem, der får børnechecks og ældrechecks. I har ikke fortjent dem. Der er ikke noget som helst prisværdigt ved at få børn eller blive gammel.

Farvel til Peter A.G. Farvel til Peter A.G. Rytme-Hans kan du også godt beholde.

Farvel til alle tegnere. Det lignede jo ikke engang. Og skal vi ikke snart se en tegning af det, vi jo alligevel alle sammen godt ved om Prins Henrik?*

Farvel til Reimer Bo. Det der - det er altså ikke i folkets tjeneste, Reimer. Gør os hellere den tjeneste at stille nogle spørgsmål og lytte til nogle svar.

Farvel til Jes Dorph. Du er slet ikke så hyggelig, som du tror.

Farvel til alle dem, der har en mening. Den tæller ikke. Den er irrelevant. For I ved ikke, hvad I taler om.

Farvel til jer, der har ret til noget. Gu har I ej. I har pligt til at komme med noget.

Farvel til alle jer, der er imod globaliseringen. I ville have en større chance, hvis I lavede Foreningen Mod Solens Daglige Opståen.

Farvel til Klovn. I har jo stjålet den fra Larry David.

Farvel til alle dem, der hygger sig. Ved I hvad? Jørgen Leth havde ret – I tog fejl. Det er hans ret at kneppe hende ligeså tosset han vil. I har jo selv hørt Søren Espersen sige, at det er den, der betaler musikken, der bestemmer hvad der skal spilles.

Farvel til Dogmefilmene. De er dødssyge. På nær Festen, for ham Ulrich spiller skidegodt. Og Thomas Bo Larsen er altid så sjov.

Farvel til dig, der ville hjem på statens regning, fordi du havde mærket et vindpust fra eksplosionen i Sharm-el-Sheik. Jeg er sikker på, at hende, der mistede sine børn den dag, føler med dig.

Farvel til dig, der synes Danmark er et næstekærligt land, fordi vi hjalp jøderne til Sverige under besættelsen. Den konto er både tømt og overtrukket for længst.

Farvel til Kim Larsen. Nej, han er ikke en gavflab. Han er fuldstændigt tandløs.

Farvel til den redaktør, der ikke vil bringe dette afskedsbrev. Jeg ved, du har modtaget det, og det er nok for mig.

Farvel til Claus Hjort Frederiksen. Du er opdaget.

Farvel, DR. Indrøm det nu bare.

Farvel til dig, der deltager i et minuts stilhed og lægger blomster foran ambassader og ved trafikuheld. Du er bare ude på at komme i fjernsynet.

Farvel til dig, der ”ikke er racist, men…”. Jo, du er!

Farvel til Arne Melchior. ”Nænsom tortur”. Helt ærligt…

Farvel til dig, der blev fyret, da du kom tilbage fra barsel. Du fortalte jo ikke, at du var gravid ved ansættelsessamtalen.

Farvel til dig, der er bekymret for sammenhængskraften. Du er jo alligevel ikke i stand til at indse selv de mest banale sammenhænge.

Farvel til dig, der har lagt dine kostvaner om. Når du er blevet tynd, har de fundet på noget andet, du kan være bange for.

Farvel til Mette Bom. Du er et sexsymbol, like it or not.

Farvel til dig, der får krisehjælp. BØH!

Farvel til dig, der dyrker motion, er holdt op med at ryge, højst drikker 21 genstande om ugen (14 for kvinder), passer på din musearm, har hæve/sænke-bord, husker sikkerhedsselen, spiser økologisk, skærer fedtet fra kalkunstrimlerne, bor med naturmaling, køber MiniRisk, går med rygsæk og bruger kondom. Tillykke – du har vundet 30 ekstra år som savlende senildement.

Farvel til Hella Joof. Du laver dårlige film.

Farvel til Erik Clausen. Den danske arbejder er doven, usolidarisk, intolerant, paranoid, fuld af løgn, misundelig, dum og snyder i skat.

Farvel til Margrethe Vestager. Den danske akademiker er uselvstændig, kedsommelig, uopfindsom, selvovervurderende, kritikfanatisk og snyder i skat.

Farvel til Niels Hausgaard. Jyderne er grådige, repressive, mistænksomme, støtteafhængige, fornærmede, uforståelige, ekskluderende og snyder i skat.

Jeg gider ikke mere. Det kan godt være, at Lars Von Trier tilgiver jer alle, men jeg tilgiver jer aldrig. I når mig ikke til sokkeholderne.

Jeg skrider.

…

Er der nogen, der skal ha´ noget med fra tanken?

*Han laver dårlig rødvin.