Alle andre kan læse grunden her.

Den historie, der omtales nederst i dette indlæg har heldigvis fundet en lykkelig udgang. Nyhedsavisen antibrasilianske kampagne har slået fejl!

Læse mere her. 

V.

_____________________

På det sidste har der været en del virak om ‘Den hemmelige krig’ – en slags sofistikeret quizprogram, hvor man får point efter hvor mange Dannebrogsflag, man får øje på. Vores statsminister var længe kraftigt bagud, men så forleden så vi hvilket beundringsværdigt stof nationens drakoniske onkel er gjort af.

”Luk røven eller vi kommer og undersøger jer!” var i korte træk kampråbet under Anders Fogh Rasmussens frontalselvmordsangreb på alle 1000 journalister og deres oppassere på Danmarks Radio.

Efterfølgende har der ikke overraskende været stor fortørnelse blandt rigets redaktører. ”Utidig indblanding!”, ”En modig mand!”, ”Katastrofe for pressefriheden!”, ”Fogh har ret til at skifte emne!” har rodet rundt imellem hinanden, så jeg fuldstændigt har opgivet at finde en mening i galskaben.

En ting er jeg dog sikker på: Det kan kun være i os bloggeres interesse, at den redigerede del af oplysningsstrømmen bliver stækket så meget som muligt. Jo mindre dem, der søger belæg for påstande, har at skulle have sagt, jo bedre.

Derfor synes jeg man er nødt til at dele spørgsmålet om pressefrihed op i to dele: ‘presse’ og ‘frihed’. Skru ned for pressen og op for friheden.

Jeg erklærer nu jagtsæsonen for åben. Fra nu af må alle plaffe løs på selv den allersødeste, storøjede, pelsklædte slåfejl der titter frem i medielandskabets skovbryn. Flå dem. Efterlad deres små, dampende, døde kroppe på den frosthårde jord og hæng stolt deres afsavede gevirer op over kaminhylden.

Jeg starter:

Faktuelle fejl på Nyhedsavisen!
D. 28. januar 2007 kl. 11.19 har Nyhedsavisen en omtale af en forfærdelig historie fra Brasilien. En ung kvinde er stukket af hjemmefra, men Nyhedsavisen vælger bevidst at udlægge det som en historie om det brasilianske politis uduelighed. Dette bunder i en forudindtaget, antibrasiliansk kultur på NAs redaktion, ja i hele organisationen som sådan.

Da Nyhedsavisen er reklamefinansieret og derfor som sådan hører under erhvervsministerens ressort, må det være på sin plads at Bendt Bendtsen kommer på banen og får sat en undersøgelse i gang af Nyhedsavisens uafhængighed.

Ned med pressen! Friheden længe leve!

Men altså – 2007 er det år, der siden skal blive kendt som året, hvor Victor Mundi fyldte 40. Ganske vist først henne i en oktobers penge, men min krop har allerede taget forskud på glæderne.

Den er inden for de sidste par år begyndt at opføre sig fuldstændig uansvarligt. I et anfald af pubertær egoisme buler den ud de mærkeligste steder, mens andre områder stille og roligt forgår med en sødlig, fed em af forrådnelse.

Desværre er jeg så uheldig at fylde 40 i en epoke, der har et apoteotisk forhold til kød og knogler. I gamle dage var det en dyd at holde ånden skarp og sjælen stærk; i vore dage lyder mantraet, at ‘man skal passe på sin krop’.

Men så er det lige jeg spørger: Hvorfor i alverden skulle jeg passe på min krop? Den har jo øjensynligt totalt mistet interessen for at passe på mig!

Jeg vil hellere vende den om: Boykot min krop! Indfør handelsrestriktioner mod min krop. Vedtag FN-resolutioner imod den. Min krop er en del af ondskabens akse. Hvor den før har været en sovende celle, er den i fuld gang med et (efter de seneste tal for middellevetid) 34 år langt selvmordsangreb. Jeg har håndfaste beviser for tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben.

Enhver, der på nogen som helst måde kan sættes i forbindelse med min krop, vil blive taget til fange af danske soldater uden Dannebrog på uniformen, udleveret til nænsom tortur hos amerikanske soldater, transporteret på hemmelige CIA-fly til en tropeø, iklædt orange kedeldragter, frarøvet enhver ret til retfærdig retsbehandling og for evigt udsat for hån, spot og latterliggørelse.

Dog skal det siges, at enhver der på nogen måde ligner Sophie Marceau, automatisk opnår politisk asyl helt, helt tæt på mit guddommelige tempel af en krop.

“Livet maa skrives nedefra, men forstaaes ovenfra“

.

V.

Derfor er det også med den allerstørste glæde, at jeg nu kan føre knaldhårdt, uomtvisteligt, uafviseligt (fortsæt selv med dit eget yndlingskraftudtryk) bevis for intet mindre end Guds eksistens. Til alle filosoffer, psykiatere og ateister kan jeg nu sige: ”Drenge, det er tid at finde noget fornuftigt at tage sig til. Det er slut med at bruge menneskets søgen efter mening til at financiere jeres gratis meninger og uforskammet omkostningstunge skiferier”.

For Gud findes.

Og beviset? Det kommer lige om lidt. Men først er det vist på sin plads at advare, for det er ikke barnemad at stå ansigt til ansigt med Skaberen. Det er nemlig også et møde med skønheden i sin yderste konsekvens. At forstå Gud er at opleve hvor mikroskopisk ens egen betydning er for verden. At erkende Gud er at give op og bare lade sig rive frydefuldt med ned i en malstrøm af bundløs lykke, altomfavnende sorg, afgrundsdyb fortvivlelse, næsegrus hengivelse, selvopofrende kærlighed, uforståeligt mod, evigt brændende håb.

Er du klar? Så kører vi. At møde Gud, er at se Sophie Marceaus ansigt:

Desværre er dette magiske øjeblik samtidig et bevis for eksistensen af Satan. Her gestalter han sig i al sin svovlstinkende mægtighed. Og ja – du har gættet rigtigt: Satan er ingen anden end den lille forpulede narrøv af en lortefrisør der har vurderet, at det helt rigtige for Sophie ville være lyse striber Hvidovre-style.

Der er altid én, der skal ødelægge det for os andre…

Jeg må ærligt talt sige, at jeg finder det en anelse useriøst at gå så meget op i noget, som ingen ved hvad er.

Er dette et billede af sammenhængskraften?

Der er dog lys forude. De seneste par år har der bredt sig en hyggelig tradition, der vel egentlig bedst kan beskrives som en slags hobby: Lister. Lister over ting og sager, der giver sammenhængskraft. Men indtil videre har det været en noget amatøragtig forestilling, idet stort set ingen af de ting, der står på listerne, er i stand til at holde sammen på noget som helst. Hvem ville reparere en skåret underkop ved at gnide brudfladerne med bøger, film, malerier osv? Jeg ville ihvertfald ikke. Derfor iler jeg nu til med lidt hjælp. Værsågod:

Victors Kanon – 10 ting, der giver ægte sammenhængskraft (ikke prioriteret rækkefølge)

• Snedkerlim
• Honning
• Klisterbånd
• Irriterende ex-ven, der ikke forstår en hentydning
• Snot
• Vingummi glemt i solfyldt vindueskarm
• Magneter (mindst 2)
• Trækkrog
• Børn
• Tjære

I nødsporet blev frygten afløst af en vis rørthed over at tilhøre et så velordnet samfund, at jeg 2.000 kilometer væk kunne ringe et tilfældigt nummer med 1448 til sidst, og dernæst med det samme få fat i en betjent fra det danske færdselspoliti. Han fortalte mig, at jeg skulle flytte den foransiddende nummerplade om bagerst, så var alt honky dory. Da jeg sagde tak for hjælpen, siger panserbassen gudhjælpemig: ”Det var da så lidt. Du har jo abonnement”. Det glemmer jeg aldrig. At være dansk er at abonnere på ubegrænset ret til at blive holdt skadesløs.

Men der er et hul i forbrugerbeskyttelsen…

En skoldhed sommereftermiddag for et par måneder siden, sad jeg som sædvanlig fast i S-toget i en times tid, 10 meter fra perronen på Dybbølsbro Station. Det havde allerede betydet, at jeg igen kom for sent til en aftale. Desuden havde ingen endnu fortalt os, hvorfor vi sad her, eller hvor længe de, sådan bare i runde tal, regnede med, at det ville vare før vi kom i gang med odysseen igen. Alt i alt så det hele faktisk ret håbløst ud. Og der var det, det slog mig: Er der håb? Og hvor kan jeg i givet fald ringe hen og spørge, hvor jeg finder det?

Sla-bam. Lige der i linie H+ fandt jeg et gabende, væskefyldt sår i velfærdssamfundet. Hvem ringer jeg til med mere generelle filosofiske anliggender? Hidtil har jeg levet i en klippefast tro på, at jeg var pakket ind i vat. Der er sgu aldrig sket noget alvorligt alvorligt med mig. Bevares, jeg har da haft min fair share af dødsfald i nærmeste familie, skuffede drømme om at flyve i F16, og kvinder der forlod mig til fordel for 90-årige skibsredere. Jeg har sågar prøvet at ramle storetåen ind i et dørtrin – en smerte så isnende og altomfavnende, at den får en fødsel til at minde om at pille en lidt hård bussemand ud af næsen.

Men der har altid været hjælp at hente. Skattebetalt psykologhjælp, en tur i flysimulatoren i Experimentarium, tanken om gratis retshjælp til min ex-kæreste når hun vil rippe rederen for halvdelen af hans besiddelser samt ikke mindst en yderst professionel og forstående behandling på skadestuen ved Bispebjerg Hospital har efterladt mig med den iboende overbevisning, at det er Statens naturlige pligt at frigøre mig for enhver følelse af ubehag, upåagtet dens nok så overskuelige karakter.

Derfor var det et helt livsgrundlag, der forsvandt denne kogende tirsdag for et par måneder siden. Jeg indrømmer, at jeg gik lidt i panik. Men i det øjeblik var jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg til fulde levede op til kvalifikationskravene til et assertivt træk i nødåbningshåndtaget til dørene. Jeg MÅTTE finde håb. At sidde fast i et S-tog uden at få at vide hvorfor, er at stirre uendeligheden direkte i øjnene og for alvor forstå sin ubetydelighed.

Jeg styrtløb ned ad skinnerne. Helt i min inderste sjæl var alting i opbrud, enhver tillid til verden var forduftet. Jeg kunne ikke stole på noget længere. Aldrig mere vågne ved tanken om, at også i dag vil et enormt offentligt byggeprojekt blive godkendt på trods af at et budget hevet direkte ud af drømmeland. Også i dag vil jyderne tiltuske sig en unødvendig motorvej. Også i dag vil livet blive levet retvendt kronologisk. Jeg var en krop uden ånd. Jeg var kun kød.

Og mit kød fik øje på en lidt betuttet billetkontrollør (”S-togsrevisor” – come on!) og mit kød greb fat i hans autoritetsblå revers og mit kød skreg:
- ER DER HÅB??!!
- Selvfølgelig er der håb, svarede han med overraskende ro. – Wynona Ryder går bare og venter på, at du ringer til hende. Det er kun dig, der kan gøre hende lykkelig.

Og fjerlet faldt alting på plads igen. Jeg har altid vist, at det kun var et spørgsmål om timing, før Wynona og jeg kunne ride mod solnedgangen på en hest, hun ville have stjålet til lejligheden. Og nu vidste jeg det igen.

Men lad mig lige slå én ting fast: Jeg råber ikke, fordi S-toget er forsinket og jeg kommer for sent til min aftale. Jeg skriger. Så lad ikke denne tilfældigvis lykkelige udgang på misæren blive en sovepude.

Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at kognitive erkendelsesteoretikere er nogle hyggelige og trivelige fætre. Det er ikke blandt dem, vi finder de fleste selvmordsbombere. Det er ikke her, man smugler toiletpapir med hjem fra kontoret. Der er dog ikke videnskabeligt belæg for at mene, at miljøet omkring den kognitive erkendelsesteori er helt støvsuget for Linie 3 fans, men den slags kan jo ske i selv de mest oplyste kredse.

Derfor var det også lige før, jeg fik min honningsennepbeklædte ostemad galt i halsen, da jeg pludselig støder ind i et indlæg af hidtil uhørt eksistentiel brutalitet. Selve diskussionen er en af de mere banale: Beror vores erkendelse af et kunstobjekt på i hvilken grad vores fysiske krop genkender dets form igennem sansning? Ikke et emne, der normalt kan få en ellers hårdhudet blogger ud af brummestadiet, men pludselig bliver diskussionen så tilspidset, at en af deltagerne føler sig presset til at smide følgende atombombe på bordet:

”Does the ‘perception’ in question involve ‘the body’ peripherally or essentially? (Walking ‘involves’ my arms but they are not essential to it)”

(Min fremhævelse)

Mage til hensynsløs desavouering af armes betydning for et godt menneskeliv, skal man lede længe efter! Jeg må sige, at jeg blev rystet. Helt ærligt.

For det første er det en helt uhyrlig påstand. Enhver, der har gået i et bare nogenlunde urbaniseret område, ved hvor essentielle armene er for at bevæge sig fra det ene sted til det andet. Der er f.eks. ikke megen grund til at hidse sig op over en bilist, der er ved at køre ens fødder over, fordi vedkommende finder det vigtigt at diskutere gardinfarver med en veninde over mobiltelefonen under kørslen, hvis den eneste mishagsytring man har til rådighed er at række tunge eller vise sin skosål vredt mod idioten. Ligesom der ikke er meget sjov ved at give den som travl-citytype-skynder-sig-ombord-på-S-tog-iført-lang-frakke-og -avis-og-kaffe, hvis man ikke kan have avisen fikst sammenfoldet i armhulen. Og de papbægre man får kaffe i på Nørreport nu om dage, kan slet ikke holde til at blive båret i tænderne.

Eller tænk på, hvor svært det ville være at få en Fjällräven på, hvis man ikke kunne tage sine arme til hjælp. Effekten på Enhedslistens selvbillede ville være altødelæggende. Det, at degradere arme fra ”essentielle” til ”involverede” i forhold til gåning, er simpelthen udemokratisk.

Vel vidende, at det kan være svært for en erkendelsesteoretiker, selv en af de kognitive, at tage praktiske eksempler for gode varer, skal jeg straks ile til med et stykke fuldt dokumenteret empiri:

Kom så lige en gang til og påstå, at arme er inferiøre objekter i gå-sammenhænge!

Mine faste læsere ved, at jeg er et tolerant menneske. Dette skyldes ikke mindst, at jeg tog en grundig udskylning, inden jeg gik i gang med denne blog. Men her må jeg sætte grænsen. Vi kan ikke bare tage armenes støtte for givet. Hvis vi i fremtiden skal kunne sætte vores lid fuldstændigt til den symbiose, som vi og vore arme har indgået i gennem æoner, så må vi behandle dem ordentligt og tage deres velbefindende alvorligt. Derfor siger jeg til mine arme: Jeg anerkender til fulde den essentielle rolle I indtager i al min gåen. Og skam få den, der påstår det modsatte!

”Victor Mundis tidsmaskine” kan jeg hermed afsløre. Sandheden er, at de to stod med et forbandet problem efter frifindelsen i eftermiddag. Hvordan skulle de dog nå at imødekomme den store efterspørgsel på kommentarer og reaktioner? There´s only so much Bjerre og Larsen to go around. Selvom jeg nu nok synes dommen er lige på grænsen til at krænke anklagerens ytringsfrihed, så har Retten talt og jeg skal ikke stå i vejen for at lukke Michael og Jesper ind i vores samfund på lige fod igen. Derfor har min tidsmaskine stået til rådighed for dem hele dagen, på fuldstændig samme måde, som enhver anden verdensborger må bruge den efter sin overbevisning. Og jeg skulle hilse og sige, at den har været brugt flittigt.

Pas nu på stressen, drenge. Det er en dræber.

Jeg har researchet lidt. Noget af det første jeg stødte på, var Enrons vision og værdier som de så ud to måneder inden det hele ramlede sammen om ørerne på dem derovre; et epos, der slet ikke har fået den plads i verdenslitteraturen, det fortjener.

Noget af det første man lægger mærke til er, at teksten ikke er trykt på papir, men graveret i noget, der ligner krystal. Umiddelbart kan det virke en anelse pompøst, men der har man gjort regning uden vært. Idéen om, at tekst er noget, der hører hjemme på papir, er ikke bare nordisk, den er også oldnordisk. Uden for vore breddegrader er det snarere reglen, end undtagelsen, at man udgiver tekst på et medium, der understøtter budskabet. Vi kender vist alle historien om et par nok så betydningsfulde stentavler, og graver man bare lidt dybere i litteraturhistorien, opdager man f.eks. at førsteudgaven af Ulysses blev strikket ind i et langt, uldent tørklæde og at Nietzsche præsenterede sin ”Also Sprach Zarathustra” på bogmessen i Forum i 1885 tatoveret i nakken på en død gud.

Og selve teksten afslører en næsten tænderskærende ærlighed. Det er som om selve Enrons sjæl har fået en stemme og siger: ”Her er jeg så. Nøgen og åben. Jeg lægger det hele på bordet, så må I dømme mig, som I ønsker. Men jeg har panden løftet, når jeg siger: Jeg står for respekt, integritet, excellence og kommunikation!” Efter at have læst disse ord burde den sidste tvivl være forsvundet om, at hele miseren omkring Enron ganske simpelthen var et stort justitsmord.

Men det skal ikke afholde mig fra at følge deres eksempel. Jeg har lavet en side med mine bærende værdier. Det er vigtigt at sige, at disse værdier naturligvis vil udvikle sig hele tiden. Betragt dem som de foreløbige konklusioner man kan drage af denne gestalt, de kalder Victor Mundi.