Monthly Archives: november 2006

Tidsmaskine

Klik her og rejs tilbage i tiden.

2 kommentarer

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau

Nu

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan slippe tanken om det omvendt kronologiske udgivelsesværktøj, som sådan en blog jo er. Senest har det fået mig til i al beskedenhed at udvikle en tidsmaskine. Prøv selv – det lever måske ikke helt op til forventningerne. Rumtiden krummer ikke sammen til en tunnel og din krop bliver ikke opløst til atomer. Men det kan godt give lidt kriller i maven, hvis man ikke er for hærdet med at opleve ting, der fuldstændigt opløser grundfundamentet for hvad der er rigtigt og forkert i verden.

Skriv en kommentar

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau, Retninger

Tidsmaskine

Klik her og rejs tilbage igen.

Skriv en kommentar

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau

Dan Jørgensen lyver om legetøj

Nu havde/har jeg jo lovet, at denne blog skal være aparte og at det blandt andet betyder, at der ikke er nogle perfide personangreb. Men i dag slipper så en nyhed ud, som igen/for første gang fik/får mig til at bryde denne regel. Årsagen er den simple, at det er i offentlighedens interesse. Det er nemlig også en advarsel: Dan Jørgensen lyver om legetøj. Sig det videre.

Jeg vil opfordre alle til at udvise skærpet opmærksomhed, hvis de møder Dan. Påstår han, at han som dreng har leget med MatchBox-biler, så tro ham ikke. Kræv i det mindste, at der kommer beviser på bordet. Står I ved siden af et gyngestativ, så bliv ikke overrasket hvis han påstår, det er et sjippetov.

Vore tanker går til Dans eventuelle børn. Udover at de må tåle at blive omtalt på en blog, hvis forfatter ikke ved om de eksisterer, så må det ikke være morsomt at vokse op med en far, der konsekvent lyver om legetøj. Alene det hjernevrideri der skulle til for at sikre sig, at man får formuleret sin juleønskeseddel på en sådan måde, at man får det man ønsker sig, fordi ens far ellers kunne finde på at lyve om, hvilket legetøj der var nævnt på sedlen, ville gøre selv Niels Bohr forpustet.

Dan, kan du i det mindste ikke finde noget andet at lyve om? Noget, der ikke er dømt til stort set kun at gå ud over børn. Lyv om lungekræft, f.eks.

Skriv en kommentar

Filed under Politik

Mere lungekræft!

Det ville være synd for antirygelobbyen, hvis lungekræften fuldstændig forsvandt. Og det gør den en dag. Al historie beviser det. Hvis man gør tidsperspektivet bredt nok, vil mennesket altid få bugt med sine fjender. Men det sker jo ikke fra den ene dag til den anden – det er det lange seje træk. Derfor kan vi lige så godt allerede nu begynde at vænne os til en række mellemstadier for betydningen af lungekræft. F.eks. vil der være en dag, hvor et tilfælde af lungekræft svarer til at få en splint i fingeren.

Jeg husker de gange, jeg selv har fået en splint i fingeren. Faktisk en positiv oplevelse på flere planer. Jeg fik trøst og opmærksomhed, når en af mine forældre pillede den ud. Jeg lærte ord som ”pincet”. Jeg fik skærpet min analytiske sans, når jeg tænkte over fænomenet ”fremmedlegeme i krop”. Og sidst men ikke mindst var splinter altid årsag til, at klassekammerater prøvede at overgå hinanden i vandrehistorier om splinter, der kom ind i foden i juni og ud af skulderen i oktober. Kort sagt kunne man ikke sige at have levet den dag, hvor man ikke fik en splint i fingeren.

I fremtiden kunne en helt almindelig tirsdag se således ud for en 9-årig: Op af sengen, i bad, spise morgenmad, pakke skoletaske, cykle i skole, have dansk, spille fodbold i frikvarteret, falde og få lungekræft, blive trøstet af gårdvagten, lære ord som ”tumortranchersaks”, få plaster på, have biologi, stå i kø ved frugtboden, have matematik, have klassens time (Janus´ tur til at bage kage), cykle hjem fra skole, fortælle far om lungekræft og om den frø, Erik havde med i biologi, lave lektier, spille Tekken57, spise aftensmad, spille Tekken57 og gå i seng. Lungekræft degraderet til en fuldstændig ufarlig – ja, nærmest hyggelig – grundomstændighed ved det at vokse op.

Men der er andre, mørkere, perspektiver i denne sag. Tusindvis af mennesker er i dag beskæftiget med at oplyse om, holde støttekoncerter til fordel for forskning i og tjene styrtende med penge på at bekæmpe lungekræft. Det er et marked i hundredemilliarderdollarklassen. Tænk hvis hele grundlaget for deres virke bare svandt ind lige så stille. Jeg tænker ikke kun på det materielle – det er jo en hel livsstil, der forsvinder. Resultatet kan blive, ikke bare flere tiggere i gadebilledet, men også en hel sektor af mennesker, der fuldstændigt har mistet livsgnisten. Håbløshed vil brede sig og forplante sig i generationer. Uligheden vil vokse. Den negative sociale spiral vil blive en malstrøm, der kan trække hele vores civilisation lige lukt ud i glemslens bundløse lokum.

Egentlig havde jeg tænkt mig, at denne blog så vidt muligt skulle være upolitisk, men denne sag er så vigtig, at jeg vil gøre en undtagelse. Vi må alle tage vores tørn. Hvis ikke vi kæmper sammen for at bevare lungekræften, er jeg slet ikke sikker på vi kan bevare det velfærdsniveau, vi har i dag.

Skriv en kommentar

Filed under Politik, Tekster der er langt ude, men også lidt sande, Ting man vist nok liiige sku´ ta´ og tænke lidt over

Vigtig besked til alle!

Lad venligst være med at gå rundt og sige, at Bjarne Gravgaard kommenterer artikler på avisen.dk

Tak.

1 kommentar

Filed under Fællesbeskeder

Studse

Vi kender vist alle den type, der synes det er sjovt at spørge om man kan kimse. Der følger et helt specielt ansigtsudtryk med det spørgsmål. Ikke som når man normalt forsøger at være morsom, nej denne her dækker også at man skal synes, det var snedigt spurgt, på en eller anden måde. En slags afpresning, hvor gidslet er hyggen og hvor løsesummen er intellektuel underdanighedsfølelse. Og jeg skulle hilse at sige, at den slags kan virke rimeligt irriterende, hvis det kommer midt i f.eks. en rigtig god brumme-periode. Så lad mig for helvede da een gang for alle sige til verden: Nej – jeg kan ikke kimse! Men til gengæld kan jeg studse.

Tag dén, Smørhår.

Det er nemlig det gode ved studsning – at man kan det. Alle kan det. Det er gratis, det er sjovt, og det kan give nogle helt vidunderlige fjender. På dage, hvor jeg ikke rigtigt kan finde rytmen i inaktiviteten, kan jeg finde på at studse over alting. Det er lærerigt. Man lærer noget om et menneskes inderste sjæl, hvis man konsekvent studser over hans eller hendes udtalelser eller gerninger.

– Hvad er der?!
– Ikke noget…
– Hvorfor reagerer du på den måde? Jeg bad jo bare om saltet.
– Ja ja… men… jeg studsede bare lidt over det…

Enhver ellers godt skjult tvivl på egen formåen vil rasle frem som ømskindede skeletter på et skoldhedt zinktag. Selv ikke den mest grundmurede facade af indre ro, færdige meninger og tid nok til at bage sit eget brød, kan holde til at blive studset.

Det er et frygtindgydende våben og skal som sådan omgås med den allerstørste respekt. Jeg vil f.eks. godt vædde med, at du studsede over overskriften på dette indlæg. Og det på trods af, at det vist må siges at være den mest naturlige ting at skrive oven på lige præcis denne tekst. Tro mig når jeg siger, at der intet andet motiv ligger bag, end at give en sober beskrivelse af hvad der venter en eventuel læser. På ære. Og jo, du studsede. Hvad er der med dig? Du har været så underlig på det sidste…

4 kommentarer

Filed under Powerfull Stuff