Mere lungekræft!

Det ville være synd for antirygelobbyen, hvis lungekræften fuldstændig forsvandt. Og det gør den en dag. Al historie beviser det. Hvis man gør tidsperspektivet bredt nok, vil mennesket altid få bugt med sine fjender. Men det sker jo ikke fra den ene dag til den anden – det er det lange seje træk. Derfor kan vi lige så godt allerede nu begynde at vænne os til en række mellemstadier for betydningen af lungekræft. F.eks. vil der være en dag, hvor et tilfælde af lungekræft svarer til at få en splint i fingeren.

Jeg husker de gange, jeg selv har fået en splint i fingeren. Faktisk en positiv oplevelse på flere planer. Jeg fik trøst og opmærksomhed, når en af mine forældre pillede den ud. Jeg lærte ord som ”pincet”. Jeg fik skærpet min analytiske sans, når jeg tænkte over fænomenet ”fremmedlegeme i krop”. Og sidst men ikke mindst var splinter altid årsag til, at klassekammerater prøvede at overgå hinanden i vandrehistorier om splinter, der kom ind i foden i juni og ud af skulderen i oktober. Kort sagt kunne man ikke sige at have levet den dag, hvor man ikke fik en splint i fingeren.

I fremtiden kunne en helt almindelig tirsdag se således ud for en 9-årig: Op af sengen, i bad, spise morgenmad, pakke skoletaske, cykle i skole, have dansk, spille fodbold i frikvarteret, falde og få lungekræft, blive trøstet af gårdvagten, lære ord som ”tumortranchersaks”, få plaster på, have biologi, stå i kø ved frugtboden, have matematik, have klassens time (Janus´ tur til at bage kage), cykle hjem fra skole, fortælle far om lungekræft og om den frø, Erik havde med i biologi, lave lektier, spille Tekken57, spise aftensmad, spille Tekken57 og gå i seng. Lungekræft degraderet til en fuldstændig ufarlig – ja, nærmest hyggelig – grundomstændighed ved det at vokse op.

Men der er andre, mørkere, perspektiver i denne sag. Tusindvis af mennesker er i dag beskæftiget med at oplyse om, holde støttekoncerter til fordel for forskning i og tjene styrtende med penge på at bekæmpe lungekræft. Det er et marked i hundredemilliarderdollarklassen. Tænk hvis hele grundlaget for deres virke bare svandt ind lige så stille. Jeg tænker ikke kun på det materielle – det er jo en hel livsstil, der forsvinder. Resultatet kan blive, ikke bare flere tiggere i gadebilledet, men også en hel sektor af mennesker, der fuldstændigt har mistet livsgnisten. Håbløshed vil brede sig og forplante sig i generationer. Uligheden vil vokse. Den negative sociale spiral vil blive en malstrøm, der kan trække hele vores civilisation lige lukt ud i glemslens bundløse lokum.

Egentlig havde jeg tænkt mig, at denne blog så vidt muligt skulle være upolitisk, men denne sag er så vigtig, at jeg vil gøre en undtagelse. Vi må alle tage vores tørn. Hvis ikke vi kæmper sammen for at bevare lungekræften, er jeg slet ikke sikker på vi kan bevare det velfærdsniveau, vi har i dag.

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Politik, Tekster der er langt ude, men også lidt sande, Ting man vist nok liiige sku´ ta´ og tænke lidt over

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s