Monthly Archives: november 2006

Bagfra

Den opmærksomme læser har formodentlig både opdaget og studset over, at det nederste indlæg på denne blog hedder “Farvel”. Den trænede bloglæser ved derfor også, at det samtidig – og for al evighed, i øvrigt – er det første indlæg. Enhver læser vil have bemærket, at tonen er en anelse uforskammet. Og nogle vil sågar også have gjort sig nogle tanker om hvorfor det går ud over navngivne personer. Det har rejst en del spørgsmål (indtil videre dog kun hos mig selv): Hvorfor var du så vred, Victor? Hvorfor siger du goddag ved at sige farvel? Hvorfor går det udover navngivne personer? Naturligvis er der helt valide svar på alle spørgsmål. Ikke simple svar, men valide.

Altså:

Inden jeg startede denne blog, som iøvrigt er min første, gik jeg helt naturligt ind i det velkendte stadie, hvor man tænker over, hvordan man skal komme igang. Og det er en periode man lige så godt kan lade være med at springe over. Det vil alligevel bare hævne sig senere. Så jeg brugte tiden til at blive lidt klogere på teknikken. Det første jeg faldt over var forklaringen om, at en blog er et omvendt kronologisk udgivelsesværktøj. Udover den indlysende tiltrækningskraft der ligger i at kunne sige, at man er herre over et stykke omvendt kronologisk udgivelsesværktøj, fik det også min sjæl til at blive en anelse fugtig ved tanken om min gamle mor og hendes foretrukne måde at læse kriminalromaner på. Hun starter altid med at læse sidste kapitel. Og når vi siger: “Mor, hvorfor starter du med at læse sidste kapitel?”, svarer hun : “Fordi så kan jeg læse bogen i ro og fred uden at spekulere over hvordan den ender”. Og det bliver altid afleveret som om det var den meste indlysende ting i verden med en knivsspids indignation over overhovedet at få spørgsmålet.

Nu skal det siges, at min mors foretrukne krimiforfatter er Dick Francis, der konsekvent lader sine plots udspille sig i galopmiljøet. Formodentlig tænker hun: “Det ender ihvertfald med, at der er en hest involveret, så lad mig få det overstået.” Men tanken fik mig til at lægge en strategi for min blog.

For langt de fleste vil den naturlige måde at læse den på, være oppefra og ned. Så uanset hvor stor umage jeg gør mig for at komme godt fra start, vil det første indlæg altid lide den skæbne at blive læst til sidst. Umiddelbart uretfærdigt, set ud fra indlæggets synspunkt. Med mindre jeg stiller mig selv følgende opgave: Du skal starte med at skrive det perfekte sidste kapitel. Hvad ville den uundgåelige konklusion være? Hvordan ville Victors udgangsreplik lyde, efter at han havde skrevet sig helt tom?

For det første er en god udgangsreplik kendetegnet ved, at den gør afsenderen ude af stand til at vende tilbage. En udgangsreplik, der går over i historien, er ultimativ. Og hvad gør det mere besværligt at vende tilbage, end at pisse alle dem man forlader, grodt og grundigt af. Derfor disse uhyrlige personangreb.

For det andet tjener den vrantne tone også et helt konkret formål, selvom nogle nok vil mene, at det foregår på en underlig snørklet måde. Men der er mening med galskaben: Jeg har den ambition med denne blog, at den skal være anderledes. Og hvad kan være mere aparte for en blog end aldrig at være nedrig over for andre og altid prøve at se det positive i alting? Derfor tænkte jeg simpelthen, at jeg også ville lade det første/sidste kapitel fungere som en slags udskylning. Det skulle simpelthen rense mine åndelige tarme for alt indhold – selv de hårdeste, tørreste knolde og selv den mest svidende tyndskid – ud med det! Jeg ville være nådesløs. Jeg synes selv, det er lykkedes meget godt.

Så lad være med at spilde tid med ufrugtbare spekulationer over, hvordan det hele startede og hvordan det mon skal ende. For jeg kan med sikkerhed sige om denne blog, at uanset hvor lang levetid den får, vil den altid ende der, hvor den begyndte.

Reklamer

4 kommentarer

Filed under Retninger

Død over bødlerne

Jeg tror sgu, jeg har knækket en af menneskeslægtens allerstørste enigmaer: Hvordan kan man forsvare at dømme en mand til døden – for mord?! Et etisk paradoks, som kan få det til at snurre svimlende i selv den mest ubrugelige teenagerhjerne. Indtil nu.

Lad os i stedet dømme mordere til selvmord. Vi kan måske strække os til at gøre det betinget under helt særlige omstændigheder. Men det er simpelthen den eneste måde at stoppe den onde spiral.

Og mens jeg nu har posen fremme, så vil jeg også lige tage livtag med et problem, der har bragt mangen en velmenende aktivist i et gevaldigt dilemma: sultestrejken. For det der med at gå i døden for at opnå noget… jeg mener, i døden mister vi jo alt, inklusive det, vi kæmpede for at opnå. Tricky stuff.

Løsningen hedder: punktsultestrejken! Vi nægter at spise noget som helst mellem kl. 10 og 12 og mellem kl. 13 og 17. Den ansvarlige sultestrejke, som vi bruger når vi vil markere uden at gå til yderligheder.

Ja, hvad angår civiliseret lemlæstelse og flagellanteri har vi mennesker stadig uhyggeligt meget at lære.

Skriv en kommentar

Filed under Ting vi måske nok burde ha´ tænkt på lidt før

Lighed

Lighed

Jeg har stjålet billedet på en anden blog…

Skriv en kommentar

Filed under Ting man vist nok liiige sku´ ta´ og tænke lidt over

Matematik

Jeg læste et sted, det var vist noget om liv på andre planeter, at det universelle sprog er matematik. Hvis de små grønne mænd på et tidspunkt beslutter sig for at holde op med alt det pjat med at bortføre os og udsætte os for ydmygende forsøg for at lære os at kende, og i stedet måske bare spørger os om de ting, de gerne vil vide, så vil de sandsynligvis forsøge at tage kontakt til os ”på” matematik, var beskeden. Det fik mig til at tænke. Det holdt dog heldigvis ret hurtigt op igen.

Men så forleden i Brugsen (egentlig i ISO, men det lyder bare dumt – ”i-i-so”… anyway…) kom jeg til at tænke igen.

Lad mig sige med det samme, at tænkeri normalt gør mig lettere irriteret. Min foretrukne tilstand kan bedst beskrives som en sagte brummen. Forestil dig en degn. Han sidder i den skumrende aftensol med ryggen mod en lunken, hvidkalket bindingsværksmur og bapper på sin pibe. Lad din fantasi tage dig med helt tæt på ham – helt ind i 10 centimeters afstand fra hans indolente ansigt. Og lige der – dyk så ned i hans pibe og mærk den sagte, rytmiske pulseren af den røde, halvt-i-aske skjulte glød; fuldstændigt underlagt degnens umærkelige indsugninger. Så langsom, regelmæssig og uophidsende en tilstand er min foretrukne, hvad angår det rent hjernemæssige, altså.

Derfor er det frygteligt irriterende pludselig at blive overfaldet af tanker. Og så i Brugsen.

Det var kassebonen, der satte det hele i gang. Hvid, nyfødt – og smækfyldt med matematik. Normalt er en kassebon jo stort set ikke andet end kasseassistentens og min fælles aftale om, til hvilken pris jeg skal aftage de af butikkens varer, jeg har vurderet skulle med hjem i dag. Så-og-så meget mælk, tandpasta, chokolade og honningsennep til så-og-så mange penge. Intet andet.

Bevares, hvis jeg nogensinde kommer ud i et skænderi med en mand, der simpelthen bare nægter at tro på, at jeg spiser honningsennep, kan kassebonen måske få en kort karriere som bevismateriale, så jeg for alvor kan sætte den mistænksomme på plads. Værsgo – kolde, hårde facts: Et glas Maïlle Moutarde de Dijon avec Miel – 19,95! Købt og betalt. Af mig. I Brugsen. Men bonens nyfundne raison d´etre vil forsvinde lige så hurtigt igen – faktisk i samme tempo, som den nu overbeviste tvivlers nedbøjede hast med at komme væk fra det pinlige nederlag.

Men – forleden i Brugsen var det som om kassebonen fik en second chance. Den dag var jeg sikker i min sag: Der var besked udefra.

– Victor, du bruger fire gange så mange penge på toiletpapir, som du bruger på mælk! Du synes, det kun er 25% så vigtigt at sikre dit daglige indtag af næringsstoffer, som det er at tørre dig i røven. Du er fire gange mere optaget af din afføring, end af hvad du putter i munden, Victor. Sådan er vi ikke på Mars.
– Det er uretfærdigt! Jeg køber jo ikke toiletpapir nær så ofte, som jeg køber mælk.
– Hm… hvad så med denne her: Et halvt kilo hakket kalv og flæsk til 45 kr. Et halvt kilo medister til 20 kr. Du lever i en verden, hvor maden bliver billigere af at blive forarbejdet. Hvorfor sparer pølsemagerne ikke bare besværet og kommer hjem til dig med alle ingredienserne, stikker dig 20 kr. oveni og sætter dig til at lave medisteren selv? I sparer begge to en femmer. Det ville da være smartere for alle parter.
– Sådan tror jeg nu ikke man kan se på det…
– Der er ingen vej udenom, Victor. Det er ren matematik! Slut herfra. Du blev betjent af Sanne.

Måske er det her, rumhunden ligger begravet. Derfor, at vi ikke med nogen rimelig sikkerhed kan sige, at intelligent liv fra andre planeter har talt med os i al offentlighed: Vi er simpelthen for pinlige at blive set i selskab med. Vi forstår ikke det universelle sprog, selvom det dog ikke forhindrer os i at bruge det. Vi er bare stadigvæk så primitive, at vi tror det handler om regnearter.

Equation
Den første registrerede marsianske opskrift på medisterpølse. Nok til 4 personer.

Tag nu en af de helt store sommerfornøjelser. Åh ja, hvor mange gange har vi ikke som børn stået i rundkreds med hinanden i hænderne og hoppet op og ned i strandvand til livet og råbt ”ti, tyyyve, tradve, før´, haaal-træs, træs, haaal-fjærs, firs, haaal-fems, HUNNÅÅÅÅRD!!” og derefter stukket hovederne under vand. Hvad vi aldrig har fattet er, at der i klitterne har ligget den ene marsianske observatør efter den anden og prøvet at finde bare en eneste logisk grund til, at vi jordboere åbenbart mødes når solen står højt og råber ”arkitektlampe, stemmeboks, hvidløgsflûte, skuffelse, vingummi, kapitalpension, ambitiøs, 29, Clausen, CIGARETSKOOOOOOD!!”. Tænk, vi er så uoplyste, at vi ikke engang ved, at ”80” betyder ”29” på Mars…

Det var slet ikke til at holde ud at tænke på.

4 kommentarer

Filed under Matematik, Medisterpølse, Ting man vist nok liiige sku´ ta´ og tænke lidt over

Farvel

Farvel til alle de ivrige læserbrevsskrivere og lad mig lige rette et par misforståelser: I er ikke tavse, I er ikke flertallet og den lille mand findes ikke.

Farvel til alle de stressede. I fejler ikke en skid.

Farvel til Enhedslisten. I er så små og ubetydelige, at jeg ikke engang gider at vinke.

Farvel til alle jer cand.merc.-ere og jeres latterlige lommefilosofier. Fosbury-flop og ”hvis ikke vi ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen”. Farvel til jeres ensfarvede slips og double Windsors og næsegruse beundring for lemminger.

Farvel til Ekstra Bladet. Nej, om igen. Farvel til dem, der læser Ekstra Bladet. Hvor misundelig og bitter kan man være?

Farvel til dem, der tror på Gud, ”men altså min egen gud”. Sjovt nok, som alle de private guder aldrig stiller krav, men kun tilgiver og altid sørger for, at det ikke koster noget.

Farvel til Henrik Palle. Din hestehale får ikke en eneste stjerne af mig.

Farvel til alle dem der har friværdi. Lige nu smuldrer den mellem fingrene på jer. Og lad nu være med at komme rendende og tigge om hjælp. Du vidste udmærket godt hvad et afdragsfrit lån var, da du skrev under på skødet.

Farvel til alle journalister fra TripleA og Fælledgården og de farlige islændinge og de jyske lussingedagplejemødre og Søren Ventegodt og alt er spin men der er ikke noget at komme efter og risikerer vi ikke at få amerikanske tilstande?

Farvel til Anders og Helle. Get a room.

Farvel til alle de lige. I er skævt på den.

Farvel til dem, der får point for indsatsen. Hvad for en indsats?! Jeres modige kamp for at gøre inkompetence til noget værdifuldt?

Farvel til Hanne-Vibeke Holst. Hold din kæft og gå ud i køkkenet.

Farvel til alle dem, der får børnechecks og ældrechecks. I har ikke fortjent dem. Der er ikke noget som helst prisværdigt ved at få børn eller blive gammel.

Farvel til Peter A.G. Farvel til Peter A.G. Rytme-Hans kan du også godt beholde.

Farvel til alle tegnere. Det lignede jo ikke engang. Og skal vi ikke snart se en tegning af det, vi jo alligevel alle sammen godt ved om Prins Henrik?*

Farvel til Reimer Bo. Det der – det er altså ikke i folkets tjeneste, Reimer. Gør os hellere den tjeneste at stille nogle spørgsmål og lytte til nogle svar.

Farvel til Jes Dorph. Du er slet ikke så hyggelig, som du tror.

Farvel til alle dem, der har en mening. Den tæller ikke. Den er irrelevant. For I ved ikke, hvad I taler om.

Farvel til jer, der har ret til noget. Gu har I ej. I har pligt til at komme med noget.

Farvel til alle jer, der er imod globaliseringen. I ville have en større chance, hvis I lavede Foreningen Mod Solens Daglige Opståen.

Farvel til Klovn. I har jo stjålet den fra Larry David.

Farvel til alle dem, der hygger sig. Ved I hvad? Jørgen Leth havde ret – I tog fejl. Det er hans ret at kneppe hende ligeså tosset han vil. I har jo selv hørt Søren Espersen sige, at det er den, der betaler musikken, der bestemmer hvad der skal spilles.

Farvel til Dogmefilmene. De er dødssyge. På nær Festen, for ham Ulrich spiller skidegodt. Og Thomas Bo Larsen er altid så sjov.

Farvel til dig, der ville hjem på statens regning, fordi du havde mærket et vindpust fra eksplosionen i Sharm-el-Sheik. Jeg er sikker på, at hende, der mistede sine børn den dag, føler med dig.

Farvel til dig, der synes Danmark er et næstekærligt land, fordi vi hjalp jøderne til Sverige under besættelsen. Den konto er både tømt og overtrukket for længst.

Farvel til Kim Larsen. Nej, han er ikke en gavflab. Han er fuldstændigt tandløs.

Farvel til den redaktør, der ikke vil bringe dette afskedsbrev. Jeg ved, du har modtaget det, og det er nok for mig.

Farvel til Claus Hjort Frederiksen. Du er opdaget.

Farvel, DR. Indrøm det nu bare.

Farvel til dig, der deltager i et minuts stilhed og lægger blomster foran ambassader og ved trafikuheld. Du er bare ude på at komme i fjernsynet.

Farvel til dig, der ”ikke er racist, men…”. Jo, du er!

Farvel til Arne Melchior. ”Nænsom tortur”. Helt ærligt…

Farvel til dig, der blev fyret, da du kom tilbage fra barsel. Du fortalte jo ikke, at du var gravid ved ansættelsessamtalen.

Farvel til dig, der er bekymret for sammenhængskraften. Du er jo alligevel ikke i stand til at indse selv de mest banale sammenhænge.

Farvel til dig, der har lagt dine kostvaner om. Når du er blevet tynd, har de fundet på noget andet, du kan være bange for.

Farvel til Mette Bom. Du er et sexsymbol, like it or not.

Farvel til dig, der får krisehjælp. BØH!

Farvel til dig, der dyrker motion, er holdt op med at ryge, højst drikker 21 genstande om ugen (14 for kvinder), passer på din musearm, har hæve/sænke-bord, husker sikkerhedsselen, spiser økologisk, skærer fedtet fra kalkunstrimlerne, bor med naturmaling, køber MiniRisk, går med rygsæk og bruger kondom. Tillykke – du har vundet 30 ekstra år som savlende senildement.

Farvel til Hella Joof. Du laver dårlige film.

Farvel til Erik Clausen. Den danske arbejder er doven, usolidarisk, intolerant, paranoid, fuld af løgn, misundelig, dum og snyder i skat.

Farvel til Margrethe Vestager. Den danske akademiker er uselvstændig, kedsommelig, uopfindsom, selvovervurderende, kritikfanatisk og snyder i skat.

Farvel til Niels Hausgaard. Jyderne er grådige, repressive, mistænksomme, støtteafhængige, fornærmede, uforståelige, ekskluderende og snyder i skat.

Jeg gider ikke mere. Det kan godt være, at Lars Von Trier tilgiver jer alle, men jeg tilgiver jer aldrig. I når mig ikke til sokkeholderne.

Jeg skrider.

Er der nogen, der skal ha´ noget med fra tanken?

*Han laver dårlig rødvin.

5 kommentarer

Filed under Tekster der er langt ude, men også lidt sande