Monthly Archives: december 2006

Sammenhængskraft

Jeg har ladet mig fortælle, at Danmark for øjeblikket savner sammenhængskraft. Faktisk har jeg ret tit ladet mig fortælle det, for det er mildest talt ikke nemt at undgå at tale om det. Men det er til gengæld ret svært at få nogen til at give et nærmere signalement af den, hvilket i sig er er lidt af en selvmodsigelse.

Jeg må ærligt talt sige, at jeg finder det en anelse useriøst at gå så meget op i noget, som ingen ved hvad er.

Klisterbånd
Er dette et billede af sammenhængskraften?

Der er dog lys forude. De seneste par år har der bredt sig en hyggelig tradition, der vel egentlig bedst kan beskrives som en slags hobby: Lister. Lister over ting og sager, der giver sammenhængskraft. Men indtil videre har det været en noget amatøragtig forestilling, idet stort set ingen af de ting, der står på listerne, er i stand til at holde sammen på noget som helst. Hvem ville reparere en skåret underkop ved at gnide brudfladerne med bøger, film, malerier osv? Jeg ville ihvertfald ikke. Derfor iler jeg nu til med lidt hjælp. Værsågod:

Victors Kanon – 10 ting, der giver ægte sammenhængskraft (ikke prioriteret rækkefølge)

  • Snedkerlim
  • Honning
  • Klisterbånd
  • Irriterende ex-ven, der ikke forstår en hentydning
  • Snot
  • Vingummi glemt i solfyldt vindueskarm
  • Magneter (mindst 2)
  • Trækkrog
  • Børn
  • Tjære
Reklamer

5 kommentarer

Filed under Klisterbånd, Powerfull Stuff

Jeg råber ikke

En skoldhed sommereftermiddag for et par år siden, sad jeg i en bilkø på en italiensk motorvej. En af den slags bilkøer, der vist bliver kaldt ”harmonika-kørsel”. Det er noget med at køre lidt og bremse lidt og køre lidt og bremse lidt… Bag mig kørte en af de indfødte og pillede lidt næse. Det resulterede i, at han på et tidspunkt glemte at bremse lidt og at jeg derfor mistede min bagerste nummerplade. Efter at have sundet mig lidt og forsikret mig om, at både jeg selv og min kæreste var 100% piskesmældsfri, slog en frygtelig tanke ned i mig: Må man køre rundt i Italien uden nummerplade bagpå?

I nødsporet blev frygten afløst af en vis rørthed over at tilhøre et så velordnet samfund, at jeg 2.000 kilometer væk kunne ringe et tilfældigt nummer med 1448 til sidst, og dernæst med det samme få fat i en betjent fra det danske færdselspoliti. Han fortalte mig, at jeg skulle flytte den foransiddende nummerplade om bagerst, så var alt honky dory. Da jeg sagde tak for hjælpen, siger panserbassen gudhjælpemig: ”Det var da så lidt. Du har jo abonnement”. Det glemmer jeg aldrig. At være dansk er at abonnere på ubegrænset ret til at blive holdt skadesløs.

Men der er et hul i forbrugerbeskyttelsen…

En skoldhed sommereftermiddag for et par måneder siden, sad jeg som sædvanlig fast i S-toget i en times tid, 10 meter fra perronen på Dybbølsbro Station. Det havde allerede betydet, at jeg igen kom for sent til en aftale. Desuden havde ingen endnu fortalt os, hvorfor vi sad her, eller hvor længe de, sådan bare i runde tal, regnede med, at det ville vare før vi kom i gang med odysseen igen. Alt i alt så det hele faktisk ret håbløst ud. Og der var det, det slog mig: Er der håb? Og hvor kan jeg i givet fald ringe hen og spørge, hvor jeg finder det?

Sla-bam. Lige der i linie H+ fandt jeg et gabende, væskefyldt sår i velfærdssamfundet. Hvem ringer jeg til med mere generelle filosofiske anliggender? Hidtil har jeg levet i en klippefast tro på, at jeg var pakket ind i vat. Der er sgu aldrig sket noget alvorligt alvorligt med mig. Bevares, jeg har da haft min fair share af dødsfald i nærmeste familie, skuffede drømme om at flyve i F16, og kvinder der forlod mig til fordel for 90-årige skibsredere. Jeg har sågar prøvet at ramle storetåen ind i et dørtrin – en smerte så isnende og altomfavnende, at den får en fødsel til at minde om at pille en lidt hård bussemand ud af næsen.

Men der har altid været hjælp at hente. Skattebetalt psykologhjælp, en tur i flysimulatoren i Experimentarium, tanken om gratis retshjælp til min ex-kæreste når hun vil rippe rederen for halvdelen af hans besiddelser samt ikke mindst en yderst professionel og forstående behandling på skadestuen ved Bispebjerg Hospital har efterladt mig med den iboende overbevisning, at det er Statens naturlige pligt at frigøre mig for enhver følelse af ubehag, upåagtet dens nok så overskuelige karakter.

Derfor var det et helt livsgrundlag, der forsvandt denne kogende tirsdag for et par måneder siden. Jeg indrømmer, at jeg gik lidt i panik. Men i det øjeblik var jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg til fulde levede op til kvalifikationskravene til et assertivt træk i nødåbningshåndtaget til dørene. Jeg MÅTTE finde håb. At sidde fast i et S-tog uden at få at vide hvorfor, er at stirre uendeligheden direkte i øjnene og for alvor forstå sin ubetydelighed.

Jeg styrtløb ned ad skinnerne. Helt i min inderste sjæl var alting i opbrud, enhver tillid til verden var forduftet. Jeg kunne ikke stole på noget længere. Aldrig mere vågne ved tanken om, at også i dag vil et enormt offentligt byggeprojekt blive godkendt på trods af at et budget hevet direkte ud af drømmeland. Også i dag vil jyderne tiltuske sig en unødvendig motorvej. Også i dag vil livet blive levet retvendt kronologisk. Jeg var en krop uden ånd. Jeg var kun kød.

Og mit kød fik øje på en lidt betuttet billetkontrollør (”S-togsrevisor” – come on!) og mit kød greb fat i hans autoritetsblå revers og mit kød skreg:
– ER DER HÅB??!!
– Selvfølgelig er der håb, svarede han med overraskende ro. – Wynona Ryder går bare og venter på, at du ringer til hende. Det er kun dig, der kan gøre hende lykkelig.

Og fjerlet faldt alting på plads igen. Jeg har altid vist, at det kun var et spørgsmål om timing, før Wynona og jeg kunne ride mod solnedgangen på en hest, hun ville have stjålet til lejligheden. Og nu vidste jeg det igen.

Men lad mig lige slå én ting fast: Jeg råber ikke, fordi S-toget er forsinket og jeg kommer for sent til min aftale. Jeg skriger. Så lad ikke denne tilfældigvis lykkelige udgang på misæren blive en sovepude.

1 kommentar

Filed under Fællesbeskeder, Powerfull Stuff, Rejsebureau, Retninger

Arme arme

Ovre på Artmind er der, som de fleste jo er bekendt med, altid mulighed for at samle en begavet mening om menneskets kunstperception op, hvis man lige står og mangler sådan en. Jeg ved, vi er mange der husker at smutte forbi i ny og næ, bare for at få lageret fyldt op med interessante ting at sige, når man støder ind i erkendelsesteoretikere. Og specielt da af den kognitive slags. Der er ikke meget street respect at hente hos et menneske, der bruger hele sit liv på at slå til lyd for, at mennesket udvikler sig gennem erfaringer, hvis det eneste man giver dem at tygge på er ”Så deeet…” eller ”Der er mange, der er på internettet!”

Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at kognitive erkendelsesteoretikere er nogle hyggelige og trivelige fætre. Det er ikke blandt dem, vi finder de fleste selvmordsbombere. Det er ikke her, man smugler toiletpapir med hjem fra kontoret. Der er dog ikke videnskabeligt belæg for at mene, at miljøet omkring den kognitive erkendelsesteori er helt støvsuget for Linie 3 fans, men den slags kan jo ske i selv de mest oplyste kredse.

Derfor var det også lige før, jeg fik min honningsennepbeklædte ostemad galt i halsen, da jeg pludselig støder ind i et indlæg af hidtil uhørt eksistentiel brutalitet. Selve diskussionen er en af de mere banale: Beror vores erkendelse af et kunstobjekt på i hvilken grad vores fysiske krop genkender dets form igennem sansning? Ikke et emne, der normalt kan få en ellers hårdhudet blogger ud af brummestadiet, men pludselig bliver diskussionen så tilspidset, at en af deltagerne føler sig presset til at smide følgende atombombe på bordet:

”Does the ‘perception’ in question involve ‘the body’ peripherally or essentially? (Walking ‘involves’ my arms but they are not essential to it)”

(Min fremhævelse)

Mage til hensynsløs desavouering af armes betydning for et godt menneskeliv, skal man lede længe efter! Jeg må sige, at jeg blev rystet. Helt ærligt.

For det første er det en helt uhyrlig påstand. Enhver, der har gået i et bare nogenlunde urbaniseret område, ved hvor essentielle armene er for at bevæge sig fra det ene sted til det andet. Der er f.eks. ikke megen grund til at hidse sig op over en bilist, der er ved at køre ens fødder over, fordi vedkommende finder det vigtigt at diskutere gardinfarver med en veninde over mobiltelefonen under kørslen, hvis den eneste mishagsytring man har til rådighed er at række tunge eller vise sin skosål vredt mod idioten. Ligesom der ikke er meget sjov ved at give den som travl-citytype-skynder-sig-ombord-på-S-tog-iført-lang-frakke-og -avis-og-kaffe, hvis man ikke kan have avisen fikst sammenfoldet i armhulen. Og de papbægre man får kaffe i på Nørreport nu om dage, kan slet ikke holde til at blive båret i tænderne.

Eller tænk på, hvor svært det ville være at få en Fjällräven på, hvis man ikke kunne tage sine arme til hjælp. Effekten på Enhedslistens selvbillede ville være altødelæggende. Det, at degradere arme fra ”essentielle” til ”involverede” i forhold til gåning, er simpelthen udemokratisk.

Vel vidende, at det kan være svært for en erkendelsesteoretiker, selv en af de kognitive, at tage praktiske eksempler for gode varer, skal jeg straks ile til med et stykke fuldt dokumenteret empiri:

Kom så lige en gang til og påstå, at arme er inferiøre objekter i gå-sammenhænge!

Mine faste læsere ved, at jeg er et tolerant menneske. Dette skyldes ikke mindst, at jeg tog en grundig udskylning, inden jeg gik i gang med denne blog. Men her må jeg sætte grænsen. Vi kan ikke bare tage armenes støtte for givet. Hvis vi i fremtiden skal kunne sætte vores lid fuldstændigt til den symbiose, som vi og vore arme har indgået i gennem æoner, så må vi behandle dem ordentligt og tage deres velbefindende alvorligt. Derfor siger jeg til mine arme: Jeg anerkender til fulde den essentielle rolle I indtager i al min gåen. Og skam få den, der påstår det modsatte!

4 kommentarer

Filed under Ting man vist nok liiige sku´ ta´ og tænke lidt over

Rejsekammerater

I går kunne man iagttage et ganske særligt fænomen på stjernehimlen. De to frifundne journalister Michael Bjerre og Jesper Larsen optrådte direkte i to forskellige tv-kanaler – samtidig! D´herrer havde glæden af både at opleve at blive kaldt ”ædle” af Jeppe Nybroe i TV-Avisen på DR og at der blev spurgt grundigt ind til deres følelser hos Mette Weyde i Go´aften Danmark på TV2. ”Hekseri!” vil nogen udbryde. ”Helt almindelig moderne broadcasting…” vil andre tørt konstatere.

”Victor Mundis tidsmaskine” kan jeg hermed afsløre. Sandheden er, at de to stod med et forbandet problem efter frifindelsen i eftermiddag. Hvordan skulle de dog nå at imødekomme den store efterspørgsel på kommentarer og reaktioner? There´s only so much Bjerre og Larsen to go around. Selvom jeg nu nok synes dommen er lige på grænsen til at krænke anklagerens ytringsfrihed, så har Retten talt og jeg skal ikke stå i vejen for at lukke Michael og Jesper ind i vores samfund på lige fod igen. Derfor har min tidsmaskine stået til rådighed for dem hele dagen, på fuldstændig samme måde, som enhver anden verdensborger må bruge den efter sin overbevisning. Og jeg skulle hilse og sige, at den har været brugt flittigt.

Pas nu på stressen, drenge. Det er en dræber.

Skriv en kommentar

Filed under Rejsebureau, Retninger

Mine bærende værdier

Min blog har nu nået en vis størrelse og betydning – og det forpligter. Det er ikke længere nok at lade lysten drive værket, jeg må se på mig selv med mere professionelle øjne. Og hvis der er noget i denne verden, der er professionelt, så er det at have sig nogle bærende værdier.

Jeg har researchet lidt. Noget af det første jeg stødte på, var Enrons vision og værdier som de så ud to måneder inden det hele ramlede sammen om ørerne på dem derovre; et epos, der slet ikke har fået den plads i verdenslitteraturen, det fortjener.

enronlille.jpg

Noget af det første man lægger mærke til er, at teksten ikke er trykt på papir, men graveret i noget, der ligner krystal. Umiddelbart kan det virke en anelse pompøst, men der har man gjort regning uden vært. Idéen om, at tekst er noget, der hører hjemme på papir, er ikke bare nordisk, den er også oldnordisk. Uden for vore breddegrader er det snarere reglen, end undtagelsen, at man udgiver tekst på et medium, der understøtter budskabet. Vi kender vist alle historien om et par nok så betydningsfulde stentavler, og graver man bare lidt dybere i litteraturhistorien, opdager man f.eks. at førsteudgaven af Ulysses blev strikket ind i et langt, uldent tørklæde og at Nietzsche præsenterede sin ”Also Sprach Zarathustra” på bogmessen i Forum i 1885 tatoveret i nakken på en død gud.

Og selve teksten afslører en næsten tænderskærende ærlighed. Det er som om selve Enrons sjæl har fået en stemme og siger: ”Her er jeg så. Nøgen og åben. Jeg lægger det hele på bordet, så må I dømme mig, som I ønsker. Men jeg har panden løftet, når jeg siger: Jeg står for respekt, integritet, excellence og kommunikation!” Efter at have læst disse ord burde den sidste tvivl være forsvundet om, at hele miseren omkring Enron ganske simpelthen var et stort justitsmord.

Men det skal ikke afholde mig fra at følge deres eksempel. Jeg har lavet en side med mine bærende værdier. Det er vigtigt at sige, at disse værdier naturligvis vil udvikle sig hele tiden. Betragt dem som de foreløbige konklusioner man kan drage af denne gestalt, de kalder Victor Mundi.

Skriv en kommentar

Filed under Blogpolitik, Fællesbeskeder, Politik, Retninger

Bevar Lars Liebst

I dag kom jeg tilfældigvis slentrende i det offentlige rum, stille og roligt brummende uden at indvirke i nævneværdig grad på mine omgivelser. Pludselig bliver jeg revet ud af min yndlingstilstand og på den mest ubarmhjertige måde mindet om tidens alt for hurtige gang over jorden.

Det var en af de gåture, hvor man helt er holdt op med at have en plan – bare slentrer omkring til man pludselig studser over et eller andet, som får en til at genvinde bevidstheden. Længst tilbage i en mørk smøge lå et lille hengemt debatforum. Ikke noget man lige ville lægge mærke til, men bare skynde sig videre, så man kan nå at købe honningsennep inden Brugsen lukker.

I dag skulle vise sig at blive anderledes. I dette lille forum gemmer sig kimen til en bevægelse, der med vold og magt vil lade moderniteten sprede sit altædende ukrudt i vores smukke, gamle land. Nogen har fået den fixe idé, at fjerne Lars Liebst fra den københavnske skyline. Hvorfor? – spørger jeg bare. Er det ikke bare en leflen for ”det nye”? At fjerne Lars Liebst tilfører ikke nogen værdi i sig selv, men er udelukkende en tom manifestation af ukritisk udviklingsbegejstring.

Jeg tror, at der var en mening med, at netop jeg skulle komme forbi i dag. Nogen må gøre noget – at tie er at samtykke.

Derfor har jeg startet en underskriftsindsamling til bevarelse af Lars Liebst fuldstændigt i den form, han har i dag. Lars er ikke bare blevet en tradition i mange familier, han er også blevet synonym med selve det, at være dansk.

Jeg beder indtrængende om din støtte!

Victor

3 kommentarer

Filed under Fællesbeskeder, Politik, Powerfull Stuff

Skal man prøve at få mængden af kommentarer på sin blog i vejret ved at stille spørgsmål i overskriften?

Hvad synes du? Lad mig høre fra dig.

V.

9 kommentarer

Filed under Blogpolitik