Arme arme

Ovre på Artmind er der, som de fleste jo er bekendt med, altid mulighed for at samle en begavet mening om menneskets kunstperception op, hvis man lige står og mangler sådan en. Jeg ved, vi er mange der husker at smutte forbi i ny og næ, bare for at få lageret fyldt op med interessante ting at sige, når man støder ind i erkendelsesteoretikere. Og specielt da af den kognitive slags. Der er ikke meget street respect at hente hos et menneske, der bruger hele sit liv på at slå til lyd for, at mennesket udvikler sig gennem erfaringer, hvis det eneste man giver dem at tygge på er ”Så deeet…” eller ”Der er mange, der er på internettet!”

Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at kognitive erkendelsesteoretikere er nogle hyggelige og trivelige fætre. Det er ikke blandt dem, vi finder de fleste selvmordsbombere. Det er ikke her, man smugler toiletpapir med hjem fra kontoret. Der er dog ikke videnskabeligt belæg for at mene, at miljøet omkring den kognitive erkendelsesteori er helt støvsuget for Linie 3 fans, men den slags kan jo ske i selv de mest oplyste kredse.

Derfor var det også lige før, jeg fik min honningsennepbeklædte ostemad galt i halsen, da jeg pludselig støder ind i et indlæg af hidtil uhørt eksistentiel brutalitet. Selve diskussionen er en af de mere banale: Beror vores erkendelse af et kunstobjekt på i hvilken grad vores fysiske krop genkender dets form igennem sansning? Ikke et emne, der normalt kan få en ellers hårdhudet blogger ud af brummestadiet, men pludselig bliver diskussionen så tilspidset, at en af deltagerne føler sig presset til at smide følgende atombombe på bordet:

”Does the ‘perception’ in question involve ‘the body’ peripherally or essentially? (Walking ‘involves’ my arms but they are not essential to it)”

(Min fremhævelse)

Mage til hensynsløs desavouering af armes betydning for et godt menneskeliv, skal man lede længe efter! Jeg må sige, at jeg blev rystet. Helt ærligt.

For det første er det en helt uhyrlig påstand. Enhver, der har gået i et bare nogenlunde urbaniseret område, ved hvor essentielle armene er for at bevæge sig fra det ene sted til det andet. Der er f.eks. ikke megen grund til at hidse sig op over en bilist, der er ved at køre ens fødder over, fordi vedkommende finder det vigtigt at diskutere gardinfarver med en veninde over mobiltelefonen under kørslen, hvis den eneste mishagsytring man har til rådighed er at række tunge eller vise sin skosål vredt mod idioten. Ligesom der ikke er meget sjov ved at give den som travl-citytype-skynder-sig-ombord-på-S-tog-iført-lang-frakke-og -avis-og-kaffe, hvis man ikke kan have avisen fikst sammenfoldet i armhulen. Og de papbægre man får kaffe i på Nørreport nu om dage, kan slet ikke holde til at blive båret i tænderne.

Eller tænk på, hvor svært det ville være at få en Fjällräven på, hvis man ikke kunne tage sine arme til hjælp. Effekten på Enhedslistens selvbillede ville være altødelæggende. Det, at degradere arme fra ”essentielle” til ”involverede” i forhold til gåning, er simpelthen udemokratisk.

Vel vidende, at det kan være svært for en erkendelsesteoretiker, selv en af de kognitive, at tage praktiske eksempler for gode varer, skal jeg straks ile til med et stykke fuldt dokumenteret empiri:

Kom så lige en gang til og påstå, at arme er inferiøre objekter i gå-sammenhænge!

Mine faste læsere ved, at jeg er et tolerant menneske. Dette skyldes ikke mindst, at jeg tog en grundig udskylning, inden jeg gik i gang med denne blog. Men her må jeg sætte grænsen. Vi kan ikke bare tage armenes støtte for givet. Hvis vi i fremtiden skal kunne sætte vores lid fuldstændigt til den symbiose, som vi og vore arme har indgået i gennem æoner, så må vi behandle dem ordentligt og tage deres velbefindende alvorligt. Derfor siger jeg til mine arme: Jeg anerkender til fulde den essentielle rolle I indtager i al min gåen. Og skam få den, der påstår det modsatte!