Category Archives: Powerfull Stuff

Hvis Kierkegaard have haft en blog

.

“Livet maa skrives nedefra, men forstaaes ovenfra

.

V.

4 kommentarer

Filed under Fællesbeskeder, Matematik, Powerfull Stuff, Retninger

Gud findes – det endelige bevis

Mine faste læsere ved, at jeg altid søger belæg for mine påstande. Intet kunne ligge mig fjernere end at slynge uvederhæftigheder ud – selvom de kunne være en nok så kærkommen genvej til at skabe den overbevisning hos andre, som er selve meningen med livet for denne blog.

Derfor er det også med den allerstørste glæde, at jeg nu kan føre knaldhårdt, uomtvisteligt, uafviseligt (fortsæt selv med dit eget yndlingskraftudtryk) bevis for intet mindre end Guds eksistens. Til alle filosoffer, psykiatere og ateister kan jeg nu sige: ”Drenge, det er tid at finde noget fornuftigt at tage sig til. Det er slut med at bruge menneskets søgen efter mening til at financiere jeres gratis meninger og uforskammet omkostningstunge skiferier”.

For Gud findes.

Og beviset? Det kommer lige om lidt. Men først er det vist på sin plads at advare, for det er ikke barnemad at stå ansigt til ansigt med Skaberen. Det er nemlig også et møde med skønheden i sin yderste konsekvens. At forstå Gud er at opleve hvor mikroskopisk ens egen betydning er for verden. At erkende Gud er at give op og bare lade sig rive frydefuldt med ned i en malstrøm af bundløs lykke, altomfavnende sorg, afgrundsdyb fortvivlelse, næsegrus hengivelse, selvopofrende kærlighed, uforståeligt mod, evigt brændende håb.

Er du klar? Så kører vi. At møde Gud, er at se Sophie Marceaus ansigt:

Sophie Marceau

Desværre er dette magiske øjeblik samtidig et bevis for eksistensen af Satan. Her gestalter han sig i al sin svovlstinkende mægtighed. Og ja – du har gættet rigtigt: Satan er ingen anden end den lille forpulede narrøv af en lortefrisør der har vurderet, at det helt rigtige for Sophie ville være lyse striber Hvidovre-style.

Der er altid én, der skal ødelægge det for os andre…

5 kommentarer

Filed under Beviser, Fællesbeskeder, Gud, Powerfull Stuff, Satan

Sammenhængskraft

Jeg har ladet mig fortælle, at Danmark for øjeblikket savner sammenhængskraft. Faktisk har jeg ret tit ladet mig fortælle det, for det er mildest talt ikke nemt at undgå at tale om det. Men det er til gengæld ret svært at få nogen til at give et nærmere signalement af den, hvilket i sig er er lidt af en selvmodsigelse.

Jeg må ærligt talt sige, at jeg finder det en anelse useriøst at gå så meget op i noget, som ingen ved hvad er.

Klisterbånd
Er dette et billede af sammenhængskraften?

Der er dog lys forude. De seneste par år har der bredt sig en hyggelig tradition, der vel egentlig bedst kan beskrives som en slags hobby: Lister. Lister over ting og sager, der giver sammenhængskraft. Men indtil videre har det været en noget amatøragtig forestilling, idet stort set ingen af de ting, der står på listerne, er i stand til at holde sammen på noget som helst. Hvem ville reparere en skåret underkop ved at gnide brudfladerne med bøger, film, malerier osv? Jeg ville ihvertfald ikke. Derfor iler jeg nu til med lidt hjælp. Værsågod:

Victors Kanon – 10 ting, der giver ægte sammenhængskraft (ikke prioriteret rækkefølge)

  • Snedkerlim
  • Honning
  • Klisterbånd
  • Irriterende ex-ven, der ikke forstår en hentydning
  • Snot
  • Vingummi glemt i solfyldt vindueskarm
  • Magneter (mindst 2)
  • Trækkrog
  • Børn
  • Tjære

5 kommentarer

Filed under Klisterbånd, Powerfull Stuff

Jeg råber ikke

En skoldhed sommereftermiddag for et par år siden, sad jeg i en bilkø på en italiensk motorvej. En af den slags bilkøer, der vist bliver kaldt ”harmonika-kørsel”. Det er noget med at køre lidt og bremse lidt og køre lidt og bremse lidt… Bag mig kørte en af de indfødte og pillede lidt næse. Det resulterede i, at han på et tidspunkt glemte at bremse lidt og at jeg derfor mistede min bagerste nummerplade. Efter at have sundet mig lidt og forsikret mig om, at både jeg selv og min kæreste var 100% piskesmældsfri, slog en frygtelig tanke ned i mig: Må man køre rundt i Italien uden nummerplade bagpå?

I nødsporet blev frygten afløst af en vis rørthed over at tilhøre et så velordnet samfund, at jeg 2.000 kilometer væk kunne ringe et tilfældigt nummer med 1448 til sidst, og dernæst med det samme få fat i en betjent fra det danske færdselspoliti. Han fortalte mig, at jeg skulle flytte den foransiddende nummerplade om bagerst, så var alt honky dory. Da jeg sagde tak for hjælpen, siger panserbassen gudhjælpemig: ”Det var da så lidt. Du har jo abonnement”. Det glemmer jeg aldrig. At være dansk er at abonnere på ubegrænset ret til at blive holdt skadesløs.

Men der er et hul i forbrugerbeskyttelsen…

En skoldhed sommereftermiddag for et par måneder siden, sad jeg som sædvanlig fast i S-toget i en times tid, 10 meter fra perronen på Dybbølsbro Station. Det havde allerede betydet, at jeg igen kom for sent til en aftale. Desuden havde ingen endnu fortalt os, hvorfor vi sad her, eller hvor længe de, sådan bare i runde tal, regnede med, at det ville vare før vi kom i gang med odysseen igen. Alt i alt så det hele faktisk ret håbløst ud. Og der var det, det slog mig: Er der håb? Og hvor kan jeg i givet fald ringe hen og spørge, hvor jeg finder det?

Sla-bam. Lige der i linie H+ fandt jeg et gabende, væskefyldt sår i velfærdssamfundet. Hvem ringer jeg til med mere generelle filosofiske anliggender? Hidtil har jeg levet i en klippefast tro på, at jeg var pakket ind i vat. Der er sgu aldrig sket noget alvorligt alvorligt med mig. Bevares, jeg har da haft min fair share af dødsfald i nærmeste familie, skuffede drømme om at flyve i F16, og kvinder der forlod mig til fordel for 90-årige skibsredere. Jeg har sågar prøvet at ramle storetåen ind i et dørtrin – en smerte så isnende og altomfavnende, at den får en fødsel til at minde om at pille en lidt hård bussemand ud af næsen.

Men der har altid været hjælp at hente. Skattebetalt psykologhjælp, en tur i flysimulatoren i Experimentarium, tanken om gratis retshjælp til min ex-kæreste når hun vil rippe rederen for halvdelen af hans besiddelser samt ikke mindst en yderst professionel og forstående behandling på skadestuen ved Bispebjerg Hospital har efterladt mig med den iboende overbevisning, at det er Statens naturlige pligt at frigøre mig for enhver følelse af ubehag, upåagtet dens nok så overskuelige karakter.

Derfor var det et helt livsgrundlag, der forsvandt denne kogende tirsdag for et par måneder siden. Jeg indrømmer, at jeg gik lidt i panik. Men i det øjeblik var jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg til fulde levede op til kvalifikationskravene til et assertivt træk i nødåbningshåndtaget til dørene. Jeg MÅTTE finde håb. At sidde fast i et S-tog uden at få at vide hvorfor, er at stirre uendeligheden direkte i øjnene og for alvor forstå sin ubetydelighed.

Jeg styrtløb ned ad skinnerne. Helt i min inderste sjæl var alting i opbrud, enhver tillid til verden var forduftet. Jeg kunne ikke stole på noget længere. Aldrig mere vågne ved tanken om, at også i dag vil et enormt offentligt byggeprojekt blive godkendt på trods af at et budget hevet direkte ud af drømmeland. Også i dag vil jyderne tiltuske sig en unødvendig motorvej. Også i dag vil livet blive levet retvendt kronologisk. Jeg var en krop uden ånd. Jeg var kun kød.

Og mit kød fik øje på en lidt betuttet billetkontrollør (”S-togsrevisor” – come on!) og mit kød greb fat i hans autoritetsblå revers og mit kød skreg:
– ER DER HÅB??!!
– Selvfølgelig er der håb, svarede han med overraskende ro. – Wynona Ryder går bare og venter på, at du ringer til hende. Det er kun dig, der kan gøre hende lykkelig.

Og fjerlet faldt alting på plads igen. Jeg har altid vist, at det kun var et spørgsmål om timing, før Wynona og jeg kunne ride mod solnedgangen på en hest, hun ville have stjålet til lejligheden. Og nu vidste jeg det igen.

Men lad mig lige slå én ting fast: Jeg råber ikke, fordi S-toget er forsinket og jeg kommer for sent til min aftale. Jeg skriger. Så lad ikke denne tilfældigvis lykkelige udgang på misæren blive en sovepude.

1 kommentar

Filed under Fællesbeskeder, Powerfull Stuff, Rejsebureau, Retninger

Bevar Lars Liebst

I dag kom jeg tilfældigvis slentrende i det offentlige rum, stille og roligt brummende uden at indvirke i nævneværdig grad på mine omgivelser. Pludselig bliver jeg revet ud af min yndlingstilstand og på den mest ubarmhjertige måde mindet om tidens alt for hurtige gang over jorden.

Det var en af de gåture, hvor man helt er holdt op med at have en plan – bare slentrer omkring til man pludselig studser over et eller andet, som får en til at genvinde bevidstheden. Længst tilbage i en mørk smøge lå et lille hengemt debatforum. Ikke noget man lige ville lægge mærke til, men bare skynde sig videre, så man kan nå at købe honningsennep inden Brugsen lukker.

I dag skulle vise sig at blive anderledes. I dette lille forum gemmer sig kimen til en bevægelse, der med vold og magt vil lade moderniteten sprede sit altædende ukrudt i vores smukke, gamle land. Nogen har fået den fixe idé, at fjerne Lars Liebst fra den københavnske skyline. Hvorfor? – spørger jeg bare. Er det ikke bare en leflen for ”det nye”? At fjerne Lars Liebst tilfører ikke nogen værdi i sig selv, men er udelukkende en tom manifestation af ukritisk udviklingsbegejstring.

Jeg tror, at der var en mening med, at netop jeg skulle komme forbi i dag. Nogen må gøre noget – at tie er at samtykke.

Derfor har jeg startet en underskriftsindsamling til bevarelse af Lars Liebst fuldstændigt i den form, han har i dag. Lars er ikke bare blevet en tradition i mange familier, han er også blevet synonym med selve det, at være dansk.

Jeg beder indtrængende om din støtte!

Victor

3 kommentarer

Filed under Fællesbeskeder, Politik, Powerfull Stuff

Tidsmaskine

Klik her og rejs tilbage i tiden.

2 kommentarer

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau

Nu

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan slippe tanken om det omvendt kronologiske udgivelsesværktøj, som sådan en blog jo er. Senest har det fået mig til i al beskedenhed at udvikle en tidsmaskine. Prøv selv – det lever måske ikke helt op til forventningerne. Rumtiden krummer ikke sammen til en tunnel og din krop bliver ikke opløst til atomer. Men det kan godt give lidt kriller i maven, hvis man ikke er for hærdet med at opleve ting, der fuldstændigt opløser grundfundamentet for hvad der er rigtigt og forkert i verden.

Skriv en kommentar

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau, Retninger