Category Archives: Rejsebureau

Jeg råber ikke

En skoldhed sommereftermiddag for et par år siden, sad jeg i en bilkø på en italiensk motorvej. En af den slags bilkøer, der vist bliver kaldt ”harmonika-kørsel”. Det er noget med at køre lidt og bremse lidt og køre lidt og bremse lidt… Bag mig kørte en af de indfødte og pillede lidt næse. Det resulterede i, at han på et tidspunkt glemte at bremse lidt og at jeg derfor mistede min bagerste nummerplade. Efter at have sundet mig lidt og forsikret mig om, at både jeg selv og min kæreste var 100% piskesmældsfri, slog en frygtelig tanke ned i mig: Må man køre rundt i Italien uden nummerplade bagpå?

I nødsporet blev frygten afløst af en vis rørthed over at tilhøre et så velordnet samfund, at jeg 2.000 kilometer væk kunne ringe et tilfældigt nummer med 1448 til sidst, og dernæst med det samme få fat i en betjent fra det danske færdselspoliti. Han fortalte mig, at jeg skulle flytte den foransiddende nummerplade om bagerst, så var alt honky dory. Da jeg sagde tak for hjælpen, siger panserbassen gudhjælpemig: ”Det var da så lidt. Du har jo abonnement”. Det glemmer jeg aldrig. At være dansk er at abonnere på ubegrænset ret til at blive holdt skadesløs.

Men der er et hul i forbrugerbeskyttelsen…

En skoldhed sommereftermiddag for et par måneder siden, sad jeg som sædvanlig fast i S-toget i en times tid, 10 meter fra perronen på Dybbølsbro Station. Det havde allerede betydet, at jeg igen kom for sent til en aftale. Desuden havde ingen endnu fortalt os, hvorfor vi sad her, eller hvor længe de, sådan bare i runde tal, regnede med, at det ville vare før vi kom i gang med odysseen igen. Alt i alt så det hele faktisk ret håbløst ud. Og der var det, det slog mig: Er der håb? Og hvor kan jeg i givet fald ringe hen og spørge, hvor jeg finder det?

Sla-bam. Lige der i linie H+ fandt jeg et gabende, væskefyldt sår i velfærdssamfundet. Hvem ringer jeg til med mere generelle filosofiske anliggender? Hidtil har jeg levet i en klippefast tro på, at jeg var pakket ind i vat. Der er sgu aldrig sket noget alvorligt alvorligt med mig. Bevares, jeg har da haft min fair share af dødsfald i nærmeste familie, skuffede drømme om at flyve i F16, og kvinder der forlod mig til fordel for 90-årige skibsredere. Jeg har sågar prøvet at ramle storetåen ind i et dørtrin – en smerte så isnende og altomfavnende, at den får en fødsel til at minde om at pille en lidt hård bussemand ud af næsen.

Men der har altid været hjælp at hente. Skattebetalt psykologhjælp, en tur i flysimulatoren i Experimentarium, tanken om gratis retshjælp til min ex-kæreste når hun vil rippe rederen for halvdelen af hans besiddelser samt ikke mindst en yderst professionel og forstående behandling på skadestuen ved Bispebjerg Hospital har efterladt mig med den iboende overbevisning, at det er Statens naturlige pligt at frigøre mig for enhver følelse af ubehag, upåagtet dens nok så overskuelige karakter.

Derfor var det et helt livsgrundlag, der forsvandt denne kogende tirsdag for et par måneder siden. Jeg indrømmer, at jeg gik lidt i panik. Men i det øjeblik var jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg til fulde levede op til kvalifikationskravene til et assertivt træk i nødåbningshåndtaget til dørene. Jeg MÅTTE finde håb. At sidde fast i et S-tog uden at få at vide hvorfor, er at stirre uendeligheden direkte i øjnene og for alvor forstå sin ubetydelighed.

Jeg styrtløb ned ad skinnerne. Helt i min inderste sjæl var alting i opbrud, enhver tillid til verden var forduftet. Jeg kunne ikke stole på noget længere. Aldrig mere vågne ved tanken om, at også i dag vil et enormt offentligt byggeprojekt blive godkendt på trods af at et budget hevet direkte ud af drømmeland. Også i dag vil jyderne tiltuske sig en unødvendig motorvej. Også i dag vil livet blive levet retvendt kronologisk. Jeg var en krop uden ånd. Jeg var kun kød.

Og mit kød fik øje på en lidt betuttet billetkontrollør (”S-togsrevisor” – come on!) og mit kød greb fat i hans autoritetsblå revers og mit kød skreg:
– ER DER HÅB??!!
– Selvfølgelig er der håb, svarede han med overraskende ro. – Wynona Ryder går bare og venter på, at du ringer til hende. Det er kun dig, der kan gøre hende lykkelig.

Og fjerlet faldt alting på plads igen. Jeg har altid vist, at det kun var et spørgsmål om timing, før Wynona og jeg kunne ride mod solnedgangen på en hest, hun ville have stjålet til lejligheden. Og nu vidste jeg det igen.

Men lad mig lige slå én ting fast: Jeg råber ikke, fordi S-toget er forsinket og jeg kommer for sent til min aftale. Jeg skriger. Så lad ikke denne tilfældigvis lykkelige udgang på misæren blive en sovepude.

Reklamer

1 kommentar

Filed under Fællesbeskeder, Powerfull Stuff, Rejsebureau, Retninger

Rejsekammerater

I går kunne man iagttage et ganske særligt fænomen på stjernehimlen. De to frifundne journalister Michael Bjerre og Jesper Larsen optrådte direkte i to forskellige tv-kanaler – samtidig! D´herrer havde glæden af både at opleve at blive kaldt ”ædle” af Jeppe Nybroe i TV-Avisen på DR og at der blev spurgt grundigt ind til deres følelser hos Mette Weyde i Go´aften Danmark på TV2. ”Hekseri!” vil nogen udbryde. ”Helt almindelig moderne broadcasting…” vil andre tørt konstatere.

”Victor Mundis tidsmaskine” kan jeg hermed afsløre. Sandheden er, at de to stod med et forbandet problem efter frifindelsen i eftermiddag. Hvordan skulle de dog nå at imødekomme den store efterspørgsel på kommentarer og reaktioner? There´s only so much Bjerre og Larsen to go around. Selvom jeg nu nok synes dommen er lige på grænsen til at krænke anklagerens ytringsfrihed, så har Retten talt og jeg skal ikke stå i vejen for at lukke Michael og Jesper ind i vores samfund på lige fod igen. Derfor har min tidsmaskine stået til rådighed for dem hele dagen, på fuldstændig samme måde, som enhver anden verdensborger må bruge den efter sin overbevisning. Og jeg skulle hilse og sige, at den har været brugt flittigt.

Pas nu på stressen, drenge. Det er en dræber.

Skriv en kommentar

Filed under Rejsebureau, Retninger

Tidsmaskine

Klik her og rejs tilbage i tiden.

2 kommentarer

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau

Nu

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan slippe tanken om det omvendt kronologiske udgivelsesværktøj, som sådan en blog jo er. Senest har det fået mig til i al beskedenhed at udvikle en tidsmaskine. Prøv selv – det lever måske ikke helt op til forventningerne. Rumtiden krummer ikke sammen til en tunnel og din krop bliver ikke opløst til atomer. Men det kan godt give lidt kriller i maven, hvis man ikke er for hærdet med at opleve ting, der fuldstændigt opløser grundfundamentet for hvad der er rigtigt og forkert i verden.

Skriv en kommentar

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau, Retninger

Tidsmaskine

Klik her og rejs tilbage igen.

Skriv en kommentar

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau