Category Archives: Retninger

Hvis Kierkegaard have haft en blog

.

“Livet maa skrives nedefra, men forstaaes ovenfra

.

V.

4 kommentarer

Filed under Fællesbeskeder, Matematik, Powerfull Stuff, Retninger

Jeg råber ikke

En skoldhed sommereftermiddag for et par år siden, sad jeg i en bilkø på en italiensk motorvej. En af den slags bilkøer, der vist bliver kaldt ”harmonika-kørsel”. Det er noget med at køre lidt og bremse lidt og køre lidt og bremse lidt… Bag mig kørte en af de indfødte og pillede lidt næse. Det resulterede i, at han på et tidspunkt glemte at bremse lidt og at jeg derfor mistede min bagerste nummerplade. Efter at have sundet mig lidt og forsikret mig om, at både jeg selv og min kæreste var 100% piskesmældsfri, slog en frygtelig tanke ned i mig: Må man køre rundt i Italien uden nummerplade bagpå?

I nødsporet blev frygten afløst af en vis rørthed over at tilhøre et så velordnet samfund, at jeg 2.000 kilometer væk kunne ringe et tilfældigt nummer med 1448 til sidst, og dernæst med det samme få fat i en betjent fra det danske færdselspoliti. Han fortalte mig, at jeg skulle flytte den foransiddende nummerplade om bagerst, så var alt honky dory. Da jeg sagde tak for hjælpen, siger panserbassen gudhjælpemig: ”Det var da så lidt. Du har jo abonnement”. Det glemmer jeg aldrig. At være dansk er at abonnere på ubegrænset ret til at blive holdt skadesløs.

Men der er et hul i forbrugerbeskyttelsen…

En skoldhed sommereftermiddag for et par måneder siden, sad jeg som sædvanlig fast i S-toget i en times tid, 10 meter fra perronen på Dybbølsbro Station. Det havde allerede betydet, at jeg igen kom for sent til en aftale. Desuden havde ingen endnu fortalt os, hvorfor vi sad her, eller hvor længe de, sådan bare i runde tal, regnede med, at det ville vare før vi kom i gang med odysseen igen. Alt i alt så det hele faktisk ret håbløst ud. Og der var det, det slog mig: Er der håb? Og hvor kan jeg i givet fald ringe hen og spørge, hvor jeg finder det?

Sla-bam. Lige der i linie H+ fandt jeg et gabende, væskefyldt sår i velfærdssamfundet. Hvem ringer jeg til med mere generelle filosofiske anliggender? Hidtil har jeg levet i en klippefast tro på, at jeg var pakket ind i vat. Der er sgu aldrig sket noget alvorligt alvorligt med mig. Bevares, jeg har da haft min fair share af dødsfald i nærmeste familie, skuffede drømme om at flyve i F16, og kvinder der forlod mig til fordel for 90-årige skibsredere. Jeg har sågar prøvet at ramle storetåen ind i et dørtrin – en smerte så isnende og altomfavnende, at den får en fødsel til at minde om at pille en lidt hård bussemand ud af næsen.

Men der har altid været hjælp at hente. Skattebetalt psykologhjælp, en tur i flysimulatoren i Experimentarium, tanken om gratis retshjælp til min ex-kæreste når hun vil rippe rederen for halvdelen af hans besiddelser samt ikke mindst en yderst professionel og forstående behandling på skadestuen ved Bispebjerg Hospital har efterladt mig med den iboende overbevisning, at det er Statens naturlige pligt at frigøre mig for enhver følelse af ubehag, upåagtet dens nok så overskuelige karakter.

Derfor var det et helt livsgrundlag, der forsvandt denne kogende tirsdag for et par måneder siden. Jeg indrømmer, at jeg gik lidt i panik. Men i det øjeblik var jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg til fulde levede op til kvalifikationskravene til et assertivt træk i nødåbningshåndtaget til dørene. Jeg MÅTTE finde håb. At sidde fast i et S-tog uden at få at vide hvorfor, er at stirre uendeligheden direkte i øjnene og for alvor forstå sin ubetydelighed.

Jeg styrtløb ned ad skinnerne. Helt i min inderste sjæl var alting i opbrud, enhver tillid til verden var forduftet. Jeg kunne ikke stole på noget længere. Aldrig mere vågne ved tanken om, at også i dag vil et enormt offentligt byggeprojekt blive godkendt på trods af at et budget hevet direkte ud af drømmeland. Også i dag vil jyderne tiltuske sig en unødvendig motorvej. Også i dag vil livet blive levet retvendt kronologisk. Jeg var en krop uden ånd. Jeg var kun kød.

Og mit kød fik øje på en lidt betuttet billetkontrollør (”S-togsrevisor” – come on!) og mit kød greb fat i hans autoritetsblå revers og mit kød skreg:
– ER DER HÅB??!!
– Selvfølgelig er der håb, svarede han med overraskende ro. – Wynona Ryder går bare og venter på, at du ringer til hende. Det er kun dig, der kan gøre hende lykkelig.

Og fjerlet faldt alting på plads igen. Jeg har altid vist, at det kun var et spørgsmål om timing, før Wynona og jeg kunne ride mod solnedgangen på en hest, hun ville have stjålet til lejligheden. Og nu vidste jeg det igen.

Men lad mig lige slå én ting fast: Jeg råber ikke, fordi S-toget er forsinket og jeg kommer for sent til min aftale. Jeg skriger. Så lad ikke denne tilfældigvis lykkelige udgang på misæren blive en sovepude.

1 kommentar

Filed under Fællesbeskeder, Powerfull Stuff, Rejsebureau, Retninger

Rejsekammerater

I går kunne man iagttage et ganske særligt fænomen på stjernehimlen. De to frifundne journalister Michael Bjerre og Jesper Larsen optrådte direkte i to forskellige tv-kanaler – samtidig! D´herrer havde glæden af både at opleve at blive kaldt ”ædle” af Jeppe Nybroe i TV-Avisen på DR og at der blev spurgt grundigt ind til deres følelser hos Mette Weyde i Go´aften Danmark på TV2. ”Hekseri!” vil nogen udbryde. ”Helt almindelig moderne broadcasting…” vil andre tørt konstatere.

”Victor Mundis tidsmaskine” kan jeg hermed afsløre. Sandheden er, at de to stod med et forbandet problem efter frifindelsen i eftermiddag. Hvordan skulle de dog nå at imødekomme den store efterspørgsel på kommentarer og reaktioner? There´s only so much Bjerre og Larsen to go around. Selvom jeg nu nok synes dommen er lige på grænsen til at krænke anklagerens ytringsfrihed, så har Retten talt og jeg skal ikke stå i vejen for at lukke Michael og Jesper ind i vores samfund på lige fod igen. Derfor har min tidsmaskine stået til rådighed for dem hele dagen, på fuldstændig samme måde, som enhver anden verdensborger må bruge den efter sin overbevisning. Og jeg skulle hilse og sige, at den har været brugt flittigt.

Pas nu på stressen, drenge. Det er en dræber.

Skriv en kommentar

Filed under Rejsebureau, Retninger

Mine bærende værdier

Min blog har nu nået en vis størrelse og betydning – og det forpligter. Det er ikke længere nok at lade lysten drive værket, jeg må se på mig selv med mere professionelle øjne. Og hvis der er noget i denne verden, der er professionelt, så er det at have sig nogle bærende værdier.

Jeg har researchet lidt. Noget af det første jeg stødte på, var Enrons vision og værdier som de så ud to måneder inden det hele ramlede sammen om ørerne på dem derovre; et epos, der slet ikke har fået den plads i verdenslitteraturen, det fortjener.

enronlille.jpg

Noget af det første man lægger mærke til er, at teksten ikke er trykt på papir, men graveret i noget, der ligner krystal. Umiddelbart kan det virke en anelse pompøst, men der har man gjort regning uden vært. Idéen om, at tekst er noget, der hører hjemme på papir, er ikke bare nordisk, den er også oldnordisk. Uden for vore breddegrader er det snarere reglen, end undtagelsen, at man udgiver tekst på et medium, der understøtter budskabet. Vi kender vist alle historien om et par nok så betydningsfulde stentavler, og graver man bare lidt dybere i litteraturhistorien, opdager man f.eks. at førsteudgaven af Ulysses blev strikket ind i et langt, uldent tørklæde og at Nietzsche præsenterede sin ”Also Sprach Zarathustra” på bogmessen i Forum i 1885 tatoveret i nakken på en død gud.

Og selve teksten afslører en næsten tænderskærende ærlighed. Det er som om selve Enrons sjæl har fået en stemme og siger: ”Her er jeg så. Nøgen og åben. Jeg lægger det hele på bordet, så må I dømme mig, som I ønsker. Men jeg har panden løftet, når jeg siger: Jeg står for respekt, integritet, excellence og kommunikation!” Efter at have læst disse ord burde den sidste tvivl være forsvundet om, at hele miseren omkring Enron ganske simpelthen var et stort justitsmord.

Men det skal ikke afholde mig fra at følge deres eksempel. Jeg har lavet en side med mine bærende værdier. Det er vigtigt at sige, at disse værdier naturligvis vil udvikle sig hele tiden. Betragt dem som de foreløbige konklusioner man kan drage af denne gestalt, de kalder Victor Mundi.

Skriv en kommentar

Filed under Blogpolitik, Fællesbeskeder, Politik, Retninger

Nu

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan slippe tanken om det omvendt kronologiske udgivelsesværktøj, som sådan en blog jo er. Senest har det fået mig til i al beskedenhed at udvikle en tidsmaskine. Prøv selv – det lever måske ikke helt op til forventningerne. Rumtiden krummer ikke sammen til en tunnel og din krop bliver ikke opløst til atomer. Men det kan godt give lidt kriller i maven, hvis man ikke er for hærdet med at opleve ting, der fuldstændigt opløser grundfundamentet for hvad der er rigtigt og forkert i verden.

Skriv en kommentar

Filed under Powerfull Stuff, Rejsebureau, Retninger

Bagfra

Den opmærksomme læser har formodentlig både opdaget og studset over, at det nederste indlæg på denne blog hedder “Farvel”. Den trænede bloglæser ved derfor også, at det samtidig – og for al evighed, i øvrigt – er det første indlæg. Enhver læser vil have bemærket, at tonen er en anelse uforskammet. Og nogle vil sågar også have gjort sig nogle tanker om hvorfor det går ud over navngivne personer. Det har rejst en del spørgsmål (indtil videre dog kun hos mig selv): Hvorfor var du så vred, Victor? Hvorfor siger du goddag ved at sige farvel? Hvorfor går det udover navngivne personer? Naturligvis er der helt valide svar på alle spørgsmål. Ikke simple svar, men valide.

Altså:

Inden jeg startede denne blog, som iøvrigt er min første, gik jeg helt naturligt ind i det velkendte stadie, hvor man tænker over, hvordan man skal komme igang. Og det er en periode man lige så godt kan lade være med at springe over. Det vil alligevel bare hævne sig senere. Så jeg brugte tiden til at blive lidt klogere på teknikken. Det første jeg faldt over var forklaringen om, at en blog er et omvendt kronologisk udgivelsesværktøj. Udover den indlysende tiltrækningskraft der ligger i at kunne sige, at man er herre over et stykke omvendt kronologisk udgivelsesværktøj, fik det også min sjæl til at blive en anelse fugtig ved tanken om min gamle mor og hendes foretrukne måde at læse kriminalromaner på. Hun starter altid med at læse sidste kapitel. Og når vi siger: “Mor, hvorfor starter du med at læse sidste kapitel?”, svarer hun : “Fordi så kan jeg læse bogen i ro og fred uden at spekulere over hvordan den ender”. Og det bliver altid afleveret som om det var den meste indlysende ting i verden med en knivsspids indignation over overhovedet at få spørgsmålet.

Nu skal det siges, at min mors foretrukne krimiforfatter er Dick Francis, der konsekvent lader sine plots udspille sig i galopmiljøet. Formodentlig tænker hun: “Det ender ihvertfald med, at der er en hest involveret, så lad mig få det overstået.” Men tanken fik mig til at lægge en strategi for min blog.

For langt de fleste vil den naturlige måde at læse den på, være oppefra og ned. Så uanset hvor stor umage jeg gør mig for at komme godt fra start, vil det første indlæg altid lide den skæbne at blive læst til sidst. Umiddelbart uretfærdigt, set ud fra indlæggets synspunkt. Med mindre jeg stiller mig selv følgende opgave: Du skal starte med at skrive det perfekte sidste kapitel. Hvad ville den uundgåelige konklusion være? Hvordan ville Victors udgangsreplik lyde, efter at han havde skrevet sig helt tom?

For det første er en god udgangsreplik kendetegnet ved, at den gør afsenderen ude af stand til at vende tilbage. En udgangsreplik, der går over i historien, er ultimativ. Og hvad gør det mere besværligt at vende tilbage, end at pisse alle dem man forlader, grodt og grundigt af. Derfor disse uhyrlige personangreb.

For det andet tjener den vrantne tone også et helt konkret formål, selvom nogle nok vil mene, at det foregår på en underlig snørklet måde. Men der er mening med galskaben: Jeg har den ambition med denne blog, at den skal være anderledes. Og hvad kan være mere aparte for en blog end aldrig at være nedrig over for andre og altid prøve at se det positive i alting? Derfor tænkte jeg simpelthen, at jeg også ville lade det første/sidste kapitel fungere som en slags udskylning. Det skulle simpelthen rense mine åndelige tarme for alt indhold – selv de hårdeste, tørreste knolde og selv den mest svidende tyndskid – ud med det! Jeg ville være nådesløs. Jeg synes selv, det er lykkedes meget godt.

Så lad være med at spilde tid med ufrugtbare spekulationer over, hvordan det hele startede og hvordan det mon skal ende. For jeg kan med sikkerhed sige om denne blog, at uanset hvor lang levetid den får, vil den altid ende der, hvor den begyndte.

4 kommentarer

Filed under Retninger